Venturefonden Nordic Eye kommer ud af året 2020 med et samlet afkast på 988 mio. kr. og en samlet værdi af porteføljen på 1,8 mia. kr.
Det oplyser Nordic Eye i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag i forbindelse med selskabets regnskab for 2020.
“Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet og den samlede udvikling af værdien i vores portefølje. Og vi har god anledning til at tro på, at den positive udvikling vil fortsætte i 2021,” siger Peter Warnøe, partner og medstifter af Nordic Eye.
Det markante positive resultat kommer imidlertid efter flere år med modvind for venturefonden, hvor et mystisk millionlån, ulovlige aktionærlån og anklager om bilagsrod har hængt over hovedet på stifteren af Nordic Eye.
“Vi er naturligvis meget tilfredse med resultatet
Peter Warnøe, partner og medstifter af Nordic Eye
Som Børsen skrev tilbage i september 2019, har medstifter Peter Warnøe i årevis brudt både selskabs- og skattelovgivningen ved at hive mindst 20 mio. kr. ud af sine private selskaber som ulovlige aktionærlån, og han blev derudover i en intern redegørelse beskyldt for bilagsfusk. Selv afviste han anklagerne.
Det resulterede i, at han mistede sin direktørpost i fonden, og derudover fik anklagerne flere nøgleprofiler til at trække sig fra fonden, bl.a. medstifter Lars Tvede, der truede med at lægge sag an mod sin tidligere ven Peter Warnøe, som over måneder udviklede sig til en voldsom magtkamp.
Begge profiler endte dog med i oktober 2020 at droppe alle konflikter om fonden, i forbindelse med at Nordic Eye rejste en kvart mia. kr.
Ifølge pressemeddelelsen er det solide afkast for 2020 baseret på udviklingen af i alt fem fonde under Nordic Eye Management.
Det omfatter Fond 1, der blev etableret i 2017 og var fuldt investeret i 2019, tre mindre fonde fra 2020 og den helt nye Fond 2, der blev etableret i efteråret 2020.
“Fond 2 er kommet rigtigt godt fra start, og vores mål er at rejse yderligere op til 150 mio. euro yderligere til fonden i løbet af 2021 fra både institutionelle og private investorer,” siger Peter Warnøe i pressemeddelelsen fra Nordic Eye.