ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

DSV klar med nye milliarder til aktionærerne - suspenderer forventninger efter Panalpina-opkøb

DSV fortsætter med at overraske positivt. 

Igen formår Danmarks største speditør at slå markedets forventninger. Omsætning, indtjening og bundlinje er alle bedre end analytikernes estimater. Samtidig planlægger DSV at iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 3,5 mia. kr. 

Til gengæld suspenderer selskabet sine forventninger, indtil opkøbet af Panalpina er gennemført. 

Det viser selskabets regnskab for årets første kvartal, der er det første siden overtagelsen af den schweiziske konkurrent. 

Opkøb afsluttes i tredje kvartal

DSV's omsætning for årets første tre måneder landede på 19,9 mia. kr., hvilket er knap en halv mia. kr. over markedets estimat. Det resulterede i en driftsindtjening før særlige poster (ebit) på 1,45 mia. kr., bedre end forventningen på 1,32 mia. kr. 

Overskuddet i de tre første måneder af 2019 lyder på 963 mio. kr. (est: 898 mio. kr.).  

"Vi har leveret et stærkt resultat i første kvartal 2019 med stærk toplinjevækst på tværs af alle divisionerne og med en underliggende indtjeningsvækst på 15 pct. Som tidligere meddelt har vi indgået en aftale om at slå os sammen med Panalpina, og vi forventer, at transaktionen vil være fuldbragt i slutningen af tredje kvartal i år," siger Jens Bjørn Andersen, adm. direktør i DSV, i regnskabet. 

DSV meddelte 1. april, at selskabet betaler et beløb svarende til 30,5 mia. kr. for den schweiziske konkurrent i en såkaldt aktieombytningsaftale. Det er første gang siden 2016, at transportgiganten overtager en konkurrent. Dengang betalte den omkring 9 mia. kr. for kriseramte UTI Worldwide. 

Luftdivision i hopla 

Igen er det DSV's Air & Sea-division, der danner grobund for det positive resultat. 

Luft- og søaktiviteterne er i dag størst i DSV efterfulgt af Road-divisionen, der imidlertid også slår markedets forventninger. 

DSV Air & Sea havde i første kvartal en omsætning på 9,4 mia. kr. (est: 8,9 mia. kr.) og en indtjening på 998 mio. kr.

Til gengæld trækker Solutions-grenen i den forkerte retning, hvor både toplinjen på 3,4 mia. kr. og indtjeningen på 193 mio. kr. var marginalt under markedets forventninger. 




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis