ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

DS Norden præciserer forventningerne grundet presset tørlastmarked

Opdateret 09:40Der bliver trods alt tjent penge i Danmarks næststørste rederi D/S Norden, der kommer ud af tredje kvartal med et samlet overskud for perioden på i alt 10,1 mio. dollar, svarende til godt 70 mio. kr.

At der er sorte tal på bundlinjen er en væsentlig forbedring i forhold til sidste års resultat, som endte i et stort underskud på 45,6 mio. dollar, hvilket beløber sig til over 315 mio. kr. Selskabet går samlet set en smule tilbage på omsætningen, der lander på 400 mio. dollar mod 450 mio. dollar for kvartalet sidste år.

D/S Nordens resultat for perioden bevirker, at den nytiltrådte topchef Jan Rindbo præciserer forventningerne til årets resultat, der allerede i år er blevet opjusteret to gange. Dermed forventer selskabet at lande et driftsresultat for hele året på 70-90 mio. dollar, hvilket er en mindre reducering fra 70-100 mio. dollar.

Det sker til trods for et særdeles presset tørlastmarked, der som sædvanligt volder rederigiganten problemer og ender med at koste i omegnen af 100 mio. kr. Det er dog ligeledes et skridt frem i forhold til divisionens resultat sidste år, hvilket endte med et tab på 240 mio. kr.

Stærkt tankmarked

D/S Nordens fremgang skyldes hovedsageligt et velpolstret tankmarked, der aldrig har præsteret så godt som nu. Samlet set ender tankdivisionen i et solidt plus på 257 mio. kr. Til sammenligning endte samme periode sidste år i et beskedent underskud på knap 15 mio. kr.

"Det stærke tankresultat luner i en tid, hvor tørlastmarkedet fortsat er meget udfordrende. Lav oliepris og stærk efterspørgsel har holdt tankraterne oppe også i 3. kvartal, der ellers betragtes som lavsæson," siger Jan Rindbo, adm. direktør i D/S Norden, i en kommentar i kvartalsregnskabet.

At der nu går penge ind på kontoen i det danske rederi står i skærende kontrast til 2014, hvor selskabet kom ud af året med et dundrende underskud på 415 mio. dollar eller 2,7 mia. kr. - en nidobling af tabet i forhold til 2013. Det fik rederiet til at igangsætte en storstilet spareplan, der skulle sikre 20 mio. dollar om året. Samtidig blev der sagt stop for investeringer i nye skiber.

På trods af den samlede fremgang, så tog investorerne ikke glædeligt imod kvartalsregnskabet. Således tog D/S Nordens aktiekurs et fald på godt 2,5 pct. kort efter fondsbørsens åbning og befinder sig netop nu i et markant fald på 3,83 pct.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis