Maersk Drillings topchef Jørn Madsen har ikke haft noget nemt halvår.
Coronakrise, en dårlig oliepris, og hårde opbremsninger hos borerigselskabets kunder i energibranchen har hugget af både indtjening og ordrebog. Samtidig har det tvunget Drilling-bossen til besparelser, afskedigelser af flere hundrede ansatte på både land og offshore – og nu også en milliardstor nedskrivning af hele sin flåde af borerigge og -skibe.
Alligevel er Jørn Madsen relativt fortrøstningsfuld. Det bygger han blandt andet på, at coronakrisen på flere fronter har skabt strukturelle ændringer, der kan blive værdifulde for det danske selskab.
“Vi kan se, at kundernes appetit lige så stille er på vej tilbage. Der er lavet nogle skattepakker specielt i Norge, der har skullet stimulere investeringslysten, og de gavner i høj grad i de områder og hos de kunder i Nordsøen, der er gunstige for os. Så der er udsigt til mere aktivitet på jackup-området,” siger han.
Jackups er de store borerigge på ben, som er særligt egnede til arbejde i Nordsøens hårde vejr – det er den type, Maersk Drilling har flest af.
“Vi har en tro på, at de nye ejere hos konkurrenter vil rydde op i branchen
Jørn Madsen, adm. direktør Maersk Drilling
En anden gunstig udvikling handler om konkurser. Borerig-branchen er – lidt ligesom den rederibranche, som Maersk Drilling er rundet af – præget af for mange konkurrenter med for mange rigge, der presser priserne. Men krisen har sendt en del konkurrenter globalt i konkurs eller tæt på. De har mange obligationskreditorer, der bliver nødt til at veksle gæld til aktier.
“Vi har en tro på, at de nye ejere hos konkurrenter vil rydde op i branchen. Der kommer færre spillere og færre rigge og bedre balance. Samtidig ser vi, at især mange europæiske spillere i olie nu forventer lavere men mere stabile oliepriser. Det tilpasser de sig til, så de efterspørger tættere og mere langsigtet samarbejde med deres leverandører. Det passer godt til vores strategi,” erklærer Jørn Madsen.
mia. dollar har Maersk Drilling nedskrevet sin flåde pga. krisen
Maersk Drilling betragtes normalt blandt analytikere som et af de mest finansielt sunde selskaber i sektoren, fordi det er skabt ved en udskilning fra den større Maersk-gruppe sidste år og født med en lav gæld.
Men derfor er det danske boreselskab ikke spor kriseimmunt.
Således har Maersk Drilling valgt at lave en meget stor, regnskabsmæssig nedskrivning af værdien af hele sine flåde på 24 borerigge og boreskibe i lyset af de dårligere tider.
Den nedskrivning er på næsten 1,5 mia. dollar eller 9,4 mia. danske kroner, og selv om det er regnskabsteknik, medfører det, at Drillings bundlinje også lander på et underskud på 1,5 mia. dollar.
Man skal også bemærke, at Drillings ordrebog er skrumpet i første halvår af 2020, sammenlignet med året før. Den ligger på 1,6 mia. dollar, hvor niveauerne tidligere har ligget på den gode side af 2 mia. dollar.
Men for året 2021 er der allerede nu opbygget en ordremængde på over 600 mio. dollar, og selv om Drilling ikke vil give indtjeningsforventninger længere frem end for indeværende år, så er det med til at fastholde en vis optimisme i et svært år, som Drillings egen bestyrelsesformand Claus V. Hemmingsen ved generalforsamlingen betegnede som “den perfekte storm”.
Drilling har måttet sige farvel til cirka hver tredje medarbejder og har nu aktuel 2300 på land og offshore. For medarbejderne ude på riggene har arbejdsforholdene været særdeles svære. Når man arbejder på borerigge, foregår det typisk i skift med to eller fire uger på job efterfulgt af fire uger på land. Men coronakrise og rejserestriktioner har gjort det til en udfordring blot at komme på job.
“Nogle af vore folk har måttet tage af sted tidligere og sidde i isolation på hoteller, inden de kunne komme ud på riggene, hvis de lande, de skulle arbejde i, havde indført karantæneregler. Folk har lidt afsavn, siddet i venteposition, taget længere skift, men virkeligt gjort det godt og holdt riggene kørende. Det skal de have ros for, for det er afgørende for, at vi kan opretholde de gode kunderelationer og dermed skaffe os nye opgaver,” mener Jørn Madsen.