ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dong-køber ønsker Hejre-felt tilbage på tegnebrættet

Schweiziske Ineos ser masser af muligheder i sit opkøb af Dong Energys olie- og gasdivision. Skarpt fokus er der bl.a. på, at det skrinlagte oliefelt Hejre i Nordsøen skal tilbage på tegnebrættet. Den kommende schweiziske ejer anser det kun for et spørgsmål om tid, før der skal sparkes liv i Hejre-feltet, der indtil nu har ligget hen. 

"Så langt vi kan se, er det et spørgsmål om, hvornår og hvorledes man udvikler feltet – ikke om det skal udvikles," siger norske Geir Tuft, adm. direktør i Ineos Breagh.

Han og et større team i virksomheden har været i tæt dialog med Dong forud for opkøbet, og det er under inddragelse af Dongs tanker om feltet, at udmeldingen om en videreudvikling af feltet nu kommer.

"Vi har taget en del inspiration fra Dong i forhold til deres tanker om en nyudvikling af Hejre-feltet. Vi er positive over for det. På papiret er der tilstrækkelige reserver og ressourcer i området," siger Geir Tuft.

Han oplyser dog, at projektet stadig pågår, og at Ineos for alvor sætter sig ind i de praktiske omstændigheder, når de formelt overtager Dong Energys olie- og gasdivision til efteråret. 

Hejre i stormvejr

Udviklingen af Hejre-feltet har været præget af forsinkelser, budgetoverskridelser og senere en ophævelse af kontrakter med underleverandører på grund af misligholdelser.

Dong har hidtil kastet godt 7 mia. kr. i Hejre-projektet, og den platform, som indtil nu har måtte lade livet, har ifølge Børsens oplysninger kostet i omegnen af 4 mia. kr. 

Aktiviteter i Nordsøen


Geir Tuft ser opkøbet af Dongs olie- og gasdivision som et essentielt skridt i retning mod flere aktiviteter for virksomheden i Nordsøen.

"Opkøbet af Dongs olie- og gasdivision er et vigtigt skridt for os for at bygge videre på vores eksisterende olie- og gasvirksomhed. Vi er et stort industriselskab, og vi føler, at vi nu kan bringe noget af den kultur med til den danske division,” forklarer Geir Tuft.

Ineos fortæller, at de efter opkøbet af Dongs olie- og gasforretning indtager plads blandt de ti største operatører i Nordsøen - og de er den største privatejede af sin type.

"Købet af Dong er et vigtig skridt i vores vækststrategi, fordi vi køber en hel organisation med kapaciteter og andele både i Danmark, Norge og Storbritannien. Samtidig er vi et stort industriselskab, som er vokset op omkring petrokemi. Vi føler, at vi kan bringe noget af den kultur med til Dongs olie- og gasdivision," siger han og tilføjer om købet:

"Det er en god følelse at gennemføre transaktionen. Vi ved, at det er en god transaktion for os, og vi håber, at det bliver en god transaktion for Dong Energy Oil & Gas, som nu får et nyt hjem sammen med vores olie- og gasvirksomhed."

Branche byder velkommen

Hos brancheorganisationen Oil Gas Danmark hilser adm. direktør Martin Næsby Ineos velkommen.  

"Vi hilser Ineos velkommen i den danske olie- og gassektor. Det er rigtig godt, at der nu kommer et velfunderet selskab med økonomisk kapacitet og vilje til vækst. Påtænker man at gennemføre forskellige projekter på danske oliefelter – herunder en eventuel gennemførsel af Hejre-feltet – er det godt nyt for Danmark," siger Martin Næsby.

Ineos' opkøb af Dongs olie- og gasdivision beløber sig på op mod 8,7 mia. kr. Købet skal nu godkendes af myndighederne og forventes gennemført dette efterår

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis