ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Laboratoriefirma leverer udstyr til coronatest: Overskuddet eksploderer fra 7 til 317 mio. kr.

Ramcon fraBirkerød leverer laboratorieudstyr til behandling af pcr-test, og det har sendt overskuddet i vejret med raketfart

Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Mange års investeringer og gode kontakter i USA har sikret, at Ramcon fra Birkerød nord for København fik distributørkontrakten på laboratorieudstyr til behandling af pcr-test under coronapandemien. Overskuddet af driften (ebit) er steget med hele 4267 pct. til 316,7 mio. kr. mod 7,3 mio. kr. året før, eller omtrent en 43-dobling af overskuddet.

“Vi har været i stand til at have leverandører, der har kunnet tilbyde de her ting, som ellers var udsolgt andre steder, til det danske marked,” siger Jesper Hardt, adm. direktør og hovedaktionær i Ramcon, der sammen med de øvrige ejere kan se frem til at dele et foreslået udbytte på 250 mio. kr., ligesom medarbejderne er blevet ekstraordinært belønnet efter det voldsomme indtjeningshop.

Ifølge Jesper Hardt er det mange års investeringer i virksomheden, der har båret frugt og gjort selskabet i stand til at løfte opgaven under krisen med at levere instrumenter og reagenser til laboratorierne under covid-19.

“Myndighederne har valgt ikke at have flere leverandører på det her, for det har hele tiden været over stok og sten, så det har været en meget voldsom proces. Du startede med at skulle teste 10.000 om ugen, og nu er det grebet om sig og blevet vildere og vildere. Man har så valgt kun at have én leverandør, for at sikre sig at tingene kunne ske ensformigt,” siger Jesper Hardt.

4267

pct. er overskuddet af driften øget med i Ramcon i det seneste regnskabsår

Da Testcenter Danmark blev etableret i foråret 2020, var kapaciteten på 10.000 test om ugen, og det er støt steget til over 100.000 test, der analyseres dagligt.

Har krævet omstilling

Ramcon har eksisteret siden 1988 og fokuserer salg, service og support inden for medicinsk udstyr til laboratorier, og Jesper Hardt erkender, at den voldsomme forøgelse af omsætning og resultat har krævet nogle omstillinger.

“Vi har haft glæde af, at vores bestyrelsesformand kommer fra en stor global virksomhed, og selvom vi er en lille virksomhed, har vi forsøgt at opbygge den med en robust organisation og struktur, som gør, at vi ikke har knækket halsen på det her, men har kunnet levere uden at komme i den sorte bog,” siger Jesper Hardt med henvisning til bestyrelsesformand Derrick Miller, der har haft ledende poster i både serviceselskaberne ISS og G4S.

“Vi har investeret i struktur og organisation, så vi har de folk, der kan servicere, levere og optræne ude i laboratorierne,” fortsætter Jesper Hardt, der også fortæller, at omkostningsniveauet slet ikke er steget, i samme omfang som ordrerne til det offentlige testberedskab har klinget i kassen.

Udstyr til testløsninger har været voldsomt efterspurgt, og samtidig har Ramcon ikke vidst, om det hele blev lukket, hvis kravet om test ændrede sig.

“Så det har været afspejlet i priserne. Der er givet mængderabat, og så har vores leverandør hjulpet os hele vejen igennem med at kunne levere og ikke forhøje priserne på et tidspunkt med knaphed på varerne over hele verden,” siger Jesper Hardt.

Fortsætter det her eventyr?

“Selvfølgelig vil det her blive anderledes over tid. Lige nu er det test, test, test, og der ligger selvfølgelig en del besparelser i at teste frem for ikke at gøre det. Det er det skridt, vi har taget mere aggressivt i Danmark sammenlignet med andre lande,” siger Jesper Hardt og peger på, at kun Cypern har foretaget flere test pr. indbygger.

Bliver 2021 lige så godt?

“Det er meget tidligt at sige noget om, men det er mange test, der bliver kørt igennem i øjeblikket. Der ligger jo en økonomisk kalkule bag, når man beregner, at det bedre kan betale sig at bruge penge på test end på at lukke op og i. Det har alle en mening om, men jeg skal ikke gøre mig klog på det,” siger Jesper Hardt.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis