ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Digitale musiktjenester luner på Universals bundlinje

Spotify, iTunes og TDC Play har fået folk til igen at købe musik. Og det kan blandt andet mærkes hos Universal Music Danmark.

Også opkøbet af MBO Group i 2011 har været en god forretning. Gennem de tre pladeselskaber Copenhagen Records, A. larm Music og RecArt, fik Universal blandt andre Nephew, Medina og Nik & Jay "i stald".

Regnskabet for sidste år gav en omsætning på mere end 211 mio. kr. og et driftsresultat på 16,6 mio. kr. Det er det bedste resultat siden årtusindskiftet, oplyser selskabet.

"Vi har høstet de første flotte frugter af vores store satsning med opkøbet af MBO. Med denne satsning har vi fået en øget andel af et voksende digitalt marked," siger Casper Bengtson, direktør for Universal Music Danmark.

"Det er sjovere end nogensinde at være musikselskab. Forbrugerne har endelig fået det, som de vil have det, og al musik er nu tilgængelig, når det passer dem," siger han.

Pladeselskabet er et hit hos både private og virksomheder, og købet af MBO har betydet, at andelen af dansk musik er steget. Når firmaer og andre booker en dansk kunstner, får Universal en del af kagen.

Men at kunderne nu vil betale for musik og er kommet tilbage i butikken, glæder Casper Bengtson:

"Det betyder, at Universal Music Danmark kan fokusere på at gøre noget af det, vi er bedst til: At lave hits og guide forbrugerne i den digitale jungle af ubegrænset musik," siger direktøren, der kalder det en investering i fremtiden.

De gode regnskabstal fra Universal kommer i en tid, der fortsat er præget af krisestemning.

Universal Music Danmark havde i 2011 et driftsresultat på minus 13,3 mio. kr. ud af en omsætning på 227 mio. kr.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis