Der kommer i dag halvårsregnskab fra Bang & Olufsen for det forskudte regnskabsår 2020/21. Bang & Olufsen overraskede i december, da man opjusterede forventningerne til den årlige omsætning til mellem 2,3 og 2,5 mia. kr. Før lød forventningen, at omsætningen ville lande på 2,2 mia. kr.
Der er i dag generalforsamling i det børsnoterede selskab Intermail. Intermail startede som producent af konvolutter og postemballage, men har siden udvidet forretningen til mere avancerede kommunikationsløsninger.
Det skandinaviske luftfartsselskab SAS kommer i dag med trafiktal for december. SAS er som mange andre hårdt ramt af, at landet mere eller mindre er lukket ned.
I dag ventes den første vaccine fra Moderna at lande i Danmark. Den første sending fra EU forventes at udgøre samlet set 5000 vacciner, og alle vacciner vil blive taget i brug i Region Syddanmark.
Der er ved Retten i Kolding i dag procedurer i en sag mod to mænd – én af dem ansat i Lego og en elektriker, der er tiltalt for bedrageri mod Lego.