Det nye Pihl & Søn overgår egne forventninger med sorte tal på bundlinjen efter tre år

388507_16_9_large_318.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
27. sep 2019 KL. 9:59

Entreprenørvirksomheden Pihl & Søn A/S har realiseret en omsætning på 208 mio. kr. for regnskabsåret 2018/2019. 

Resultatet før skat landede på 5,5 mio.kr.

Stifter og idémand Carsten Mindegaard er tilfreds med udviklingen i selskabet, der blot har tre år på bagen. Han betegner udviklingen som en genrejsning af det oprindelige Pihl & Søn, der krakkede for år tilbage, men bag det nye Pihl er ny kapital og et nyt cvr-nummer, mens en del af de ansatte er tidligere Pihl-folk - herunder adm. direktør Halldór P. Ragnarsson.

“At Pihl & Søn A/S allerede nu kommer ud med et flot regnskab med sorte tal på bundlinjen er meget tilfredsstillende og noget, som vi i ejer- og lederkredsen først havde forventet ville ske til næste år,” siger Carsten Mindegaard, der er hovedaktionær i Pihl & Søn A/S samt ejer af LM Byg A/S.

Han oplyser samtidigt, at der er ordrer for omkring 2 mia. kr. på nuværende tidspunkt, og at der forventes en markant større omsætning i regnskabsåret 2019/2020.

Pihl-konsortiet

De tre selskaber Pihl, LM Byg og M. J. Eriksson er aktørerne i det såkaldte Pihl-konsortium, der har en størrelse, der gør det muligt at byde ind på store opgaver inden for bygge- og anlægsområdet.

”Vi har opbygget et stærkt fundament og kan håndtere store og komplekse opgaver i Philkonsortiet, fordi de tre ejerledede selskaber er specialiseret inden for hvert sit fagområde. Det er en fordel, at hvert selskab kan fokusere på det, de er er specialiseret i, og at vi samlet gennem konsortiet kan udføre store dele af byggeriet i egenproduktion, som beskæftiger op mod 1000 mand,” siger Carsten Mindegaard.

Overordnet har M.J. Eriksson A/S ansvaret for jord- og kloakarbejder, spuns, pæleramning og øvrige anlægsarbejder, LM Byg A/S står for råhusarbejder, mens Pihl & Søn A/S tager sig af den overordnede planlægning, projekt og projekteringsledelse samt styring af lukning, installationer og aptering.

Den samlede egenkapital i virksomhederne er på godt 500 mio. kr.