“Det lugter lidt af vindmølleindustri i arbejdspladser.”
Sådan siger Ole Madsen, der er professor i robotteknologi på Aalborg Universitet, om potentialet i robotindustrien.
Ifølge de seneste tal fra oktober 2019 beskæftiger robotindustrien i Danmark 8500 personer og omsætter for 18 mia. kr.
Allerede i 2025 kan omsætningen stige til 52 mia. kr. om året og beskæftigelsen til 25.000 personer, viser en analyse fra interesseorganisationen Robotics Alliance.
“Vi har en meget stærk stilling på det gigantiske marked, der er og kommer på robotområdet,” siger Ole Madsen, professor i robotteknologi.
Ifølge ham har Danmark et forspring i robotindustrien, da vi historisk set har haft høje lønninger, høje krav til arbejdsmiljø og høje kvalitetskrav, der har gjort det svært at producere.
Derfor har vi tænkt i mere teknologiske baner, der har givet gode vilkår for udviklingen af robotter.
Den danske stats finansieringsfond, Vækstfonden, har særligt fået øje på robotindustrien. I 2015 tjente Vækstfonden næsten 1 mia. kr. på salget af Universal Robots, der blev solgt til den amerikanske teknologigigant Teradyne for 1,9 mia. kr.
Efter den succesfulde exit i Universal Robots har Vækstfonden netop investeret i Onrobot, der laver gribeværktøjer til robotarme, og som lige har lukket sin tredje investeringsrunde på blot tre år.
Samtidig har vækstfonden investeret i syv andre robotvirksomheder, heriblandt Effimat, der laver automatisk lagerstyring, Lifeline Robotics, der er udviklet under coronapandemien som en robotarm, der kan pode potentielle smittede automatisk, og Agrointelli, der er en robotløsning til landbruget.
Fælles for alle investeringerne er, at de hører under det, der er kendt som robotklyngen i Odense.
“Der er ikke mange steder globalt set, der måler sig med det, vi har i Odense. Det er helt unikt,” siger Lars Rønn, investeringsansvarlig i Vækstfonden.