ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske vindleverandører rammes af forsinkelser i USA: “Når en ordre bliver udskudt i et helt år eller mere, så har det stor betydning”

Havvindindustrien har ventet længe

på vigtige godkendelser i USA, og det rammer også danske underleverandører

Havvind har fået en solid plads i Europa og rykker også ind i USA. Her ses Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Havvind har fået en solid plads i Europa og rykker også ind i USA. Her ses Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ambitionerne er store på havvindmarkedet i USA, men starten på væksteventyret er ramt af forsinkelser. Det er ikke kun projektudviklere og vindmølleproducenter, der venter på, at startskuddet til byggeriet af de massive havvindparker lyder. Flere danske underleverandører må også træde vande i USA.

En af dem er danske Welcon, der forberedte sig på at levere vindmølletårne til det første store havvindprojekt i USA, Vineyard Wind, som bl.a. danske Copenhagen Infrastucture Partners (CIP) står bag.

“Når en ordre bliver udskudt i et helt år eller mere, så har det stor betydning. Vi var i stand til at finde andre kunder, vi kunne sælge til. Hvis vi ikke kunne det, så kunne det have været grimt, fordi vi havde mandskab, vi ikke havde arbejde til,” siger Carsten Pedersen, bestyrelsesformand hos Welcon.

Den form for usikkerhed er den værste for værdikæden

Jan Hylleberg, adm. direktør, brancheorganisationen Wind Denmark

Byggeriet af den havvindmøllepark skulle oprindeligt begynde i 2019, men amerikansk bureaukrati og ekstra myndighedsanalyser satte en kæp i hjulet for den plan. I dag ventes den endelige investeringsbeslutning først at falde i anden halvdel af 2021.

Mens CIP har ventet på at få godkendelserne i hus, har selskabet skiftet vindmølleproducent. Derfor er Welcon ifølge formanden nu ikke sikker på at skulle levere til projektet.

Danske Semco, der samarbejder med bl.a. nordjyske Bladt om at levere transformerstationer til havvindmarkedet i USA, har landet en ordre til det samme projekt, og forsinkelsen har derfor ramt ordrebogen.

Hul i bøgerne

“Helt lavpraktisk har det betydet, at noget af den omsætning, vi skulle have haft i 2020 og 2021, rykkes til 2022. Derfor har vi fået et hul i vores bøger, men vi har heldigvis fået andre ordrer, der kunne fylde det ud,” siger Carsten Nielsen, direktør for Semcos vedvarende energiforretning.

Hos Wind Denmark kalder adm. direktør Jan Hylleberg forsinkelserne en af de store udfordringer lige nu for virksomheder, der vil med på havvindbølgen i USA.

“Den form for usikkerhed er den værste for værdikæden. Virksomhederne kan ikke træffe de endelige investeringsbeslutninger, før de har vished om, hvornår de forskellige projekter og det samlede marked kommer,” siger han og fremhæver USA som et marked med et stort potentiale.

Stort potentiale

Hos research- og konsulenthuset Wood Mackenzie mener Søren Lassen, head of offshore wind research, også, at forsinkelserne er en udfordring, men at det er vigtigt at huske, at USA stadig er et attraktivt marked.

“Der står til at blive bygget enormt meget kapacitet, så der er også mange spillere i industrien, der gerne vil ind på markedet,” siger han.

Forsinkelserne har heller ikke afskrækket underleverandørerne fra at planlægge et USA-indtog, selvom de savner sigtbarhed. Welcon er allerede i fuld gang med at planlægge en fabrik i landet, og Semco er også klar til at levere til de amerikanske projekter, når startskuddet lyder.

300-500

mio. kr. håber Semco på sigt at kunne omsætte årligt i USA

“Vi ser et kæmpe potentiale. De har brug for energi, har en god kystlinje, og den lokale supply chain er ikke verdens største. Derfor er der plads til at komme ind fra Europa. Vi vil gerne stå bag minimum hver fjerde substation, der skal bygges i USA. Jeg tror, at Semco alene kan være heldige at kunne omsætte for 300-500 mio. kr. om året i USA,” siger Carsten Nielsen.

Interessant marked

Det er ikke alle underleverandører, der er blevet ramt direkte af forsinkelserne.

Det gælder f.eks. danske Polytech, der producerer komponenter til vindmøllevinger, og Cotes, der laver affugtere til bl.a. vindmøller og var leverandør til det endnu eneste havvindprojekt i USA.

De to virksomheder følger udviklingen tæt i USA, som de begge betegner som et interessant marked.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis