ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dem elsker danskerne: e-Boks og Rema1000

Vinderne iDeloitte og Calibers 2018-imagemålinger på den ene side helt dagligdags virksomheder, som alle kender – og langt de fleste anvender dag ud og dag ind. Med ingen eller kun få og små problemer.

Alligevel er de på hver sin måde overraskende vindere af en dansk omdømmemåling.

Mange image-analyser lavet på dansk grund har historisk kredset om nogle få ikoniske virksomheder – Novo, Lego og Mærsk-typerne. Virksomheder, som mange drømmer om at få en karriere hos.

LÆS OGSÅ: Danske Bank og Nordea får imageprygl af danskerne

Navne som e-Boks og Rema1000 har ikke været de typiske guld-vindere. Men det er de her. Og det er der gode grunde til, siger Deloittes omdømme-ekspert Tanja Juul Christiansen:

”e-Boks har en tårnhøj kendskabsgrad. Ingen kan rigtig undgå dem. Og de generer ingen – forbrugerne opfatter ikke engang deres service som et monopol eller som noget, de betaler for. Du får det, der står på dåsen,” siger hun.


Forbruger-darling i fare

Direktør for e-Boks, Ulrik Falkner Thagesen, siger, at han er superstolt af førstepladsen og danskernes tilfredshed med den digitale postkasse, der årligt sender 500 millioner dokumenter til danskerne – der for 70 procents vedkommende logger ind på mobile apparater via e-Boks-appen.

”Vi har en høj brugertilfredshed og er en god historie om digitalisering og offentligt/privat partnerskab,” siger Ulrik Falkner Thagesen.

LÆS OGSÅ: Storbanker er enige: Dårligt image kan klistre som velcro


Men det forhold, at alle kender og bruger e-Boks, kan være på vej til at ændre sig.

Staten har lagt opgaven med at dele offentlig post ud digitalt, i udbud. Det kan betyde, at danskerne fremover skal have ikke én, men flere elektroniske postkasser.

”Det kan ramme borgerne i form af forvirrende og dårligere brugeroplevelser, og det kan også påvirke opfattelsen af vores brand. Så vi håber, staten vil lytte til borgerne. Målingen her er et godt sted at starte,” siger e-Boks’ topchef.

Hånden på kogepladen

Rema1000 som en klar nummer 2 ved udgangen af 2018 - og nummer 3 målt for hele året -  er også overraskende. Det er den eneste ikke-danske virksomhed i målingens top 10.

Norske Rema1000 har dog i mange år været ekstremt populær hos danskerne. Og det er også en usædvanlig tilstand i dagligvaresektoren.

De fleste landes detailmarkeder er kendetegnet ved, at forbrugerne i stor grad foretrækker egne, nationale brands. Indtrængere udefra har det svært.

Men Rema1000 er undtagelsen. Og hemmeligheden, der har gjort danskerne til trofaste kunder og flyttet kæden fra bund til top i mange imagemålinger på få år, er noget så gammeldags som – en købmand.

”Den afgørende forskel er vores franchisekoncept. Det er en selvstændig købmand, der møder kunderne hver dag i en butik, han selv ejer. Man handler ikke så meget i Rema1000 som man handler hos Dennis,” siger indkøbs- og marketingdirektør Anders Jensen.

LÆS OGSÅ: Sådan kom Nets og Nykredit ud af krisens jerngreb

Andre kæder – med en traditionel ejerform – kigger ofte misundeligt efter Rema1000 og deres franchise-købmænd. Selv det bedste bonusprogram kan ikke matche det forhold, at købmanden ejer sin egen forretning og dermed har hånden på kogepladen – og en stærk motivation til at stå også lørdag og søndag og trimme hylder og være på fornavn med kunderne.

Der er andre forklaringer på Rema1000s høje score på tillid og sympati: Discountpriser kombineret med CSR-tiltag imod madspild og for diversitet på arbejdsmarkedet.

Blandt de 12000 ansatte finder man omkring 300 med særlige udfordringer - udviklingshæmning, autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller erhvervet hjerneskade, der gør, at de har behov for støtte til at få job på det almindelige arbejdsmarked.

”Og så har vi nok flere senior-medarbejdere end mange andre kæder. At både ejeren og hans ansatte er modne folk, der er gode til service, er vigtigt. Og vores norske ejere giver os meget plads til netop at tage udgangspunkt i danskerne og deres ønsker,” siger Anders Jensen.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis