Rettet 23/4 kl. 09.15: Se rettelse i bunden -Øget brug af hjemmekontorer har med ét sendt behovet for hurtig internetforbindelse og data mod skyerne. Onsdag har to af landets største teleselskaber, Telia og 3, offentliggjort særdeles positive kvartalsregnskaber for de første tre måneder af året.
pct. stigning i taletrafik har Telia Company set i nogle lande i første kvartal
Telia, som er Danmarks tredjestørste teleselskab, har på årets første tre måneder leveret et overskud på 162 mio. kr., hvilket er 3 pct. bedre end samme periode sidste år.
Samtidig har det internationale moderselskab Telia Company oplevet et adfærdskifte hos kunderne, hvor ændrede arbejdsmetoder har ført til, at datatrafik i firmaets faste netværk er steget med 30 pct., og det mobile netværk med op til 20 pct. I nogle lande har virksomheden set op til 70 pct. stigning i taletrafik.
Selvom regnskabet endnu ikke er præget af coronakrisen i særlig høj grad, har de sidste uger kridtet banen op for et ændret forbrugermønster.
“Vi har virkelig set en markant ændring i vores kunders adfærd. Der har været en høj, høj stigning i anvendelsen af vores tale- og datatjenester,” siger Thomas Kjærsgaard, adm. direktør i Telia Danmark.
Også hos Danmarks fjerdestørste teleselskab, 3, har årets første måneder været særdeles gunstige på bundlinjen. Antallet af nye kunder overgår niveauet fra de tre forgående kvartaler, mens driftsresultatet ender på 193 mio. kr., hvilket er en stigning på 29 mio. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.
Coronakrisens greb i teleselskabet 3 har ikke varet længe nok til, at det kan aflæses i tallene endnu. Morten Christiansen, adm. direktør i 3, har de seneste uger også mærket forbrugernes ændrede vaner. Halvdelen af kædens fysiske butikker holder stadig åbent, og der er langt lavere trafik end normalt.
“Efterspørgslen på hjemmearbejdspladser og dataforbindelser til hjemmet er øget markant, og vi oplever et boom i salget på vores webshop. Samtidig er salget i vores butikker faldet gevaldigt. Det er mere end halveret,” siger han.
Samtaler mellem skrivebordene på arbejdspladsen og ved kaffeautomaten er under coronakrisen erstattet af flere opkald fra hjemmekontoret, mener Torben Rune, teleekspert i Teleanalyse. Det betyder højere indtjening hos teleselskaberne, især på erhvervskunder.
“De fleste selskaber har pakkeløsninger, hvor du betaler for en vis mængde data. Når vi bruger vores telefoner mere, bliver datapakkerne hurtigere brugt op, og telekunderne køber større pakker. Det ses på bundlinjen,” siger han.
“Når krisen varer så længe, som den gør, så tror jeg klart, at folk i langt højere grad fortsat vil arbejde hjemme. Brugen af onlineværktøjer vil være på et højere niveau efter krisen end før
Morten Christiansen, adm. direktør i 3
Hos Telia er de allerede i gang med at omstille forretningen til at bero mere på online kundetrafik.
“Uden det skal misforstås, så spiller vores nuværende strategi godt ind i den nuværende coronasituation. Vi vil gerne have flere digitale løsninger til vores forbrugere,” siger Thomas Kjærsgaard.
Mødelokaler og croissanter er mange steder skiftet ud med webcams og høretelefoner siden coronavirussens indtog. Derfor mener Torben Rune også, at det positive rygstød til elektroniske mødesystemer vil fortsætte – også efter pandemien løsner sit greb.
“Jeg tror, at folk vil bruge det mere. Det betyder, at hvor busser og tog vil lide under det, også når verden bliver normal, vil teleselskaber tage en del af den trafik, som man har brug for, når man sidder hjemme og arbejder,” siger han.
Heller ikke hos teleselskaberne selv tror de på, at den fysiske kontakt til kunderne vender tilbage til tiden før krisen.
“Når krisen varer så længe, som den gør, så tror jeg klart, at folk i langt højere grad vil fortsætte med at arbejde hjemmefra. Brugen af onlineværktøjer vil være på et højere niveau efter krisen end før,” siger Morten Christiansen.
Rettelse: Det fremgik oprindeligt af artiklen, at Telia og 3 er henholdsvis Danmarks andet- og tredjestørste teleselskab. Både TDC og Telenor er større end Telia og 3, som derfor er tredje- og fjerdestørste teleselskaber i Danmark.