Danske Rains kæmper mod global modegigant i kopisag: Samtidig vil de mere end fordoble antallet af butikker

395127_16_9_large_4.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
30. jan 2020 KL. 9:14
Samtidig med, at danske Rains om en måneds tid i Sø- og Handelsretten tørner sammen med en af verdens allerstørste modetøjsgiganter, Inditex, der står bag bl.a. Zara-kæden, ruller den århusianske regntøjsvirksomhed nu en storstilet ekspansionsplan ud.

Antallet af egne butikker, som lige nu er på 25, skal øges med 30 butikker inden nytår. Altså mere end fordobling.

”Vi har tidligere i perioder lavet en butik hver anden uge. Nu skal vi bare gøre det hele året,” griner en af en af de tre ejere, Daniel Brix Hesselager, der er ansvarlig for Rains’ detailforretning.

Rains holdt i aftes for første gang et modeshow i forbindelse med modeugen i København.

Den stærkt accelererede åbning af nye butikker er et vigtigt led i en strategi om at runde et salg på 500 mio. kr. i 2022. Og den halve mia. kr. nås, lover både Daniel Brix Hesselager og adm. direktør Jan Stig Andersen.

“Vi plejer at holde, hvad vi lover,” sige direktøren, der om bundlinjen i 2019 blot vil sige, at den ikke er gjort op endnu.

Rains, som endnu ikke opgiver tal for sin omsætning, sælger årligt for et trecifret millionbeløb, og Jan Stig Andersen oplyser – uden at sætte kroner og øre på – at toplinjen i det endnu ikke offentliggjorte 2019-regnskab er øget med 31 pct.

I løbet af i fjor kom der otte nye Rains-butikker til, altså en udvidelse af antallet med omkring 50 pct. Selskabets egen onlineforretning er vokset med hele 140 pct. og udgør nu 15 pct. af omsætningen.

Efter et heftigt ekspansionsår i 2020, er det tanken at konsolidere, så der ventes åbnet i alt 15 nye butikker i 2021-22, hvorefter der så er 70. Men det slutter ikke der, hvis det står til Daniel Brix.

"Vi kan blive rigtig store"

”Der er plads til mange flere butikker end 70. Jeg er helt overbevist om, at vi kan blive rigtig store og blive en af de toneangivende danske spillere på outerwear - udendørs beklædning,” siger Daniel Brix Hesselager.

Rains, der som selskabsnavnet antyder, startede med regntøj og siden har fået så stor succes med tasker og accessories, at det nu fylder halvdelen af forretningen, har taget nye produkttyper som jakker og frakker op. Så der kræves mere plads i butikkerne, og derfor bliver de Rains-butikker, som åbnes fremtidig, større end de eksisterende.

“Det har vist sig, at vores egen retail (Rains-butikkerne, red.) er sindsygt vigtig for eksponeringen af hele kollektionen. For få år siden troede man, at nu ville nethandelen tage helt over fra butikkerne. Det holder ikke. Butikkerne er et vigtigt led,” siger Daniel Brix Hesselager.

Kontrol i Tyskland

Rains har for at indfri sine vækstambitioner i efteråret selv overtaget distributionen af sine varer i Tyskland. Der var tidligere en agent. Men med fuld kontrol er det nemmere at styre udviklingen.

”Vi har set, at vi vokser mest de steder, hvor vi har dedikerede mennesker til at tage sig af forretningen. Altså egen organisation. Vi overtog af samme grund også selv salget i Storbritannien forrige år,” fortæller Jan Stig Andersen.

Storbritannien er i dag det største marked med 15 pct. af salget. De andre i top 5 er USA, Frankrig, Tyskland og Holland. Danmark bidrager med 10 pct af omsætningen.

For at højne standarden i sin distribution satser Rains i øvrigt på i sit engrossalg – til butikker ejet af andre – at kunderne ikke bare har nogle få eksempler på Rains’ produkter, men opbygger en hel shop-in-shop med Rains’ design og inventar. Det har betydet, at antallet af salgssteder på de 29 markeder, hvor Rains i dag sælges, er faldet med 300 til 2300. De, der ikke kunne eller ville opfylde betingelserne om at have mere fokus på Rains, er fjernet fra kundelisten.

“Der er kold luft mellem os”

Om den retssag, som Rains har anlagt mod multimilliardkoncernen Inditex og Zara-butikskæden siger Rains-medejer Daniel brix Hesselager kun:

“Vi vinder den sag, som skal i retten inden længe. Mere kan vi ikke sige. Der er ingen kontakt mellem dem og os." 

“Der er kold luft mellem os,” tilføjer han med et grin.

Rains mener, at Zara direkte har kopieret dels en regnjakke, dels en regnfrakke, som Rains har udviklet og markedsført. Og kræver erstatning. Hvor stor vides ikke.

Det har tidligere været fremme, at Rains i Kina har fundet fabrikker, som har oplyst, at de har fået en ordre fra Zara om at kopiere og sætte et Zara-mærke på regntøjet.

Rains har også tidligere oplyst, at Inditex har været fremme med et tilbud om forlig – men erstatningen var for lille for den danske miniput, som vil have en klar afgørelse i sagen.

“Vi kan jo ikke lade os krænke, bare fordi vi er små,” har Daniel Brix tidligere sagt til Børsen.

Inditex omsætter på 200 markeder verden over for tæt ved 200 mia. kr. eller såpdan cirka 1000 gange så meget som Rains.

Inditex’ danske advokat Nicolai Lindgreen, Kromann Reumert, har ingen kommentarer, før han har talt med sin klient. 

bjba@borsen.dk