ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bryggerigiganter er klar med hypet alkoholdrik i Danmark: “De nye restriktioner ændrer ikke på lanceringen”

Landets to største bryggerier

lancerer i den kommende tid hard seltzers i Danmark, der er én af de hurtigst voksende kategorier af drikkevarer

Carlsberg lancerer hard seltzer i Danmark under Somersby-mærket i uge 51. Også Royal Unibrew er på vej med en hard seltzer. PR-Foto: Carlsberg
Carlsberg lancerer hard seltzer i Danmark under Somersby-mærket i uge 51. Også Royal Unibrew er på vej med en hard seltzer. PR-Foto: Carlsberg

Der er noget i gærde på det amerikanske bryggerimarked, som de seneste to år har skabt misundelige blikke fra bryggerierne uden for USA. En helt særlig kategori inden for alkohol er vokset massivt i USA og har tilmed tårnhøje indtjeningsmarginer.

Der er tale om hard seltzer, og efter et længere tilløb er landets to største bryggerier, Carlsberg og Royal Unibrew, nu klar til at rulle hard seltzer ud på det danske marked.

300

pct. voksede hard seltzer-kategorien i USA i forsommeren

Først ud af starthullerne bliver Carlsberg, der under Somersby-brandet lancerer en hard seltzer allerede i uge 51. Danmarks største bryggeri har dermed fremrykket sin lancering med omkring seks uger for at få nytårssalget med.

“Hele verden kigger lige nu på hard seltzer-markedet, og vores vej ind i denne her helt nye kategori skal ses i lyset af Somersbys succes,” siger Thomas Hefting, chef for specialøl og Somersby i Carlsberg Danmark.

I begyndelsen af 2021 ruller Unibrew koncernen deres bud på en hard seltzer ud, og bryggeriet fra Faxe benytter sig af brandet Shaker, som Royal Unibrew købte i 2019 sammen med mærkerne Cult Energy og Mokaï, til at lancere en Shaker Hard Seltzer.

"Hard seltzer er som produkt ikke så sødt, så det passer ret godt til Shaker mærket. Vi kommer med to varianter af hard seltzer i januar-måned," forklarer Kasper Ryttersgard, der er direktør for Royal Unibrews danske forretning.

Et vildt marked

Hard seltzer er lidt simpelt forklaret en danskvand med alkohol. Den blev populær på natklubber under navnet “Skinny Bitch” for et kundesegment, der ville have noget mere forfriskende alkohol med få kalorier.

Det er det udgangspunkt, som drikkevareproducenter over det meste af kloden har arbejdet med ved at tilføre forskellige former for smag og farve. De helt store bryggerier har allerede kastet sig over markedet i USA.

Verdens største bryggeri, AB Inbev, har flere bud på en hard seltzer, blandt andet med Budweiser-brandet, og senest har selveste Coca-Cola lanceret en hard seltzer i USA i august.

Drikkevaregiganterne er på jagt efter gode indtjeningsmuligheder. Det traditionelle øl- og sodavandsmarked er fladt, hvilket har fået bryggerier over hele verden til at satse på specialøl og andre kategorier som eksempelvis cider.

Vækstraterne for hard seltzer i USA har været bemærkelsesværdige.

I en dugfrisk analyse om netop perspektiverne i hard seltzer-kategorien fra Deutsche Bank, beskriver analytikerne et marked, der i sommer oplevede en 300 pct. vækst sammenlignet med samme periode sidste år. På to år er kategorien vokset, så den i dag udgør godt 6 pct. af det samlede alkoholmarked i USA, og har ifølge Deutsche Bank taget markedsandele fra særligt ølkategorien.

Danmark er lukket ned

Carlsberg lancerede i midten af september en hard seltzer under Somersby-navnet i Singapore og gør nu klar til en større udrulning i Danmark. Carlsbergs lancering i Danmark i næste uge lander lige i kølvandet på, at regeringen som resultat af et stigende smittetal har lukket restauranter og barer ned i 38 danske kommuner.

“De nye restriktioner ændrer ikke på lanceringen,” forklarer Thomas Hefting og fortsætter:

“Vi forventer, at de trends, vi så i foråret, vil fortsætte. Danskerne køber mærker, de kender, i større forpakninger, men de fleste er også åbne for at prøve nye produkter fra allerede velkendte mærker. Derfor tror vi fortsat på, at en lancering som netop Somersby Hard Seltzer kan skabe nysgerrighed og blive en succes her op til jul og henover nytår, især fordi alle skal være hjemme,” siger han.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis