ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stiftere af dansk tøjmærke sælger ud for trecifret millionbeløb: Svensk investeringsselskab overtager aktiemajoriteten

Tøjmærket Les Deux bliver overtaget af det svenske investeringsselskab Röko. Stifterne fortsætter i direktionen

32-årige Andreas von der Heide (t.v.) og 31-årige Kristoffer Hapaanen (t.h.) står bag tøjmærket Les Deux. PR-foto.
32-årige Andreas von der Heide (t.v.) og 31-årige Kristoffer Hapaanen (t.h.) står bag tøjmærket Les Deux. PR-foto.

For ti år siden gik Andreas von der Heide fra butik til butik, med håbet om at nogle ville købe hans T-shirts.

Han havde for 5000 kr. hvide T-shirts med logoer, som han selv havde syet på.

Siden er det gået stærkt, og nu sælger den 32-årige medstifter ud af livsværket til det svenske investeringsselskab Röko.

“Det er da vemodigt. Men det er en strategisk beslutning med det formål at få virksomheden op på det niveau, som den fortjener,” siger medstifter og branddirektør Andreas von der Heide.

60

pct. af Les Deux køber Röko

Svenske Röko køber 60 pct. af Les Deux, for en pris som ingen af parterne vil oplyse, men ifølge Andreas von der Heide er der tale om “et stort trecifret millionbeløb.”

Det er alle de nuværende ejere, der foruden Andreas von der Heide og medstifter og adm. direktør Kristoffer Hapaanen består af sidstnævntes far, der sælger ud af sine aktier.

De geninvesterer et beløb, der passer til den nye ukendte værdisætning, så de tre personer deler 40 pct. af Les Deux.

De nuværende ejere glæder sig over at få en ny pengestærk partner ombord.

“For med en professionel og kapitalstærk ny partner kan vi tage vores baby, som vi kalder Les Deux, og give den en berettigelse som en kæmpe udfordrer til at være en af de helt store globale brands, som er målet på sigt,” siger Andreas von der Heide.

Planen er, at Andreas von der Heide og Kristoffer Hapaanen fortsætter i deres nuværende roller.

De nye svenske ejere får to mand i bestyrelsen, som skal sparre med de to, men ellers holde sig ude af den daglige drift.

Overskud hvert år

I 2020 har Les Deux mærket de positive konsekvenser af coronakrisen, der har givet virksomheden ekstra fart på.

Les Deux forventer en omsætning på 150 mio. kr. i 2021 mod 114 mio. kr. i 2020, mens resultatet (ebitda) ventes at vokse fra 26 mio. kr. til 40 mio. kr.

Vi har en ambition om, at det her skal være vores livsprojekt

Andreas von der Heide, medstifter og brand-direktør, Les Deux

Den ti år gamle virksomhed adskiller sig som iværksættervirksomhed ved både at have stor vækst og sorte tal på bundlinjen.

Således har Les Deux siden første regnskabsår i 2011 lavet overskud hvert år.

Og det er noget, som den nye ejer fra Sverige godt kan lide.

“Vi køber selskaber, som vokser, er lønsomme, og som har nogle stærke iværksættere. De tre ting har Les Deux,” siger bestyrelsesformand hos Röko Tomas Billing.

Vil ikke stoppe

Ifølge Andreas von der Heide har processen med at få en ny kapitalstærk partner ombord taget over et år. Der har været fem bydere på virksomheden, som Les Deux alle har haft møder med.

Men i sidste ende faldt valget på svenske Röko, bl.a. fordi svenskerne ikke arbejder som en klassisk kapitalfond.

“De er ikke den der klassiske kapitalfond, hvor de fleste virksomheder skal sælges igen om fem år. Og det var jo også vigtigt for os. Vi skal have tid til at arbejde med det her,” siger Andreas von der Heide.

Han fortæller samtidig, at han og makkeren ingen planer har om på et tidspunkt at træde tilbage.

“Vi har en ambition om, at det her skal være vores livsprojekt,” lyder det.

Heller ikke de nye svenske ejere, der primært tjener sine penge på at hive udbytter ud af sine selskaber, har nogen planer om at sælge Les Deux videre.

“Man skal aldrig sige aldrig. Men vi er ikke en kapitalfond, vi er et investeringsselskab. Vi kan være med selskabet i 100 år. Vores langsigtede perspektiv ser vi som en fordel for de virksomheder, vi investerer i,” siger bestyrelsesformand i Röko Tomas Billing.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis