Efter en konkurs for fem år siden har køkkenfirmaet Designa med den tidligere Axcel-partner Per Christensen som ejer gennemført en omfattende turnaround, der alene det seneste år har løftet bundlinjen efter skat med over 27 mio. kr. – fra minus næsten 21 mio. kr. til et plus på næsten 7 mio. kr.
Adm. direktør og medejer Erik Høj medgiver, at coronapandemien, som tvang mange til at være meget mere hjemme, end de plejer, er en del af forklaringen på Designas fremgang i 2020. Men også de mange tiltag, der blev taget i årene forud for at få selskabet ud af problemfyldt farvand, har spillet en afgørende rolle.
“Vi har helt garanteret også vundet markedsandele
Erik Høj, direktør og medejer, Designa
“Vores salg af køkkener, bad og garderober er vokset med 25 pct. i 2020. Hvor meget af det der skyldes større interesse for at investere i nyt til hjemmet, f.eks. nyt køkken, dét kan jeg ikke sætte tal på. Måske er det 10-15 pct., måske mere, måske mindre. Men vi har helt garanteret også vundet markedsandele, i kraft af at vi over de seneste år har fået styr på vores distribution og har gennemført interne effektiviseringer,” siger Erik Høj.
Designa A/S omsatte i 2020 for små 300 mio. kr. på salg til lige under 50 partnerejede Designa-butikker i Danmark og Norge samt Færøerne og Grønland. Og køkkenfirmaet forbedrede ifølge en endnu ikke offentliggjort årsrapport både driftsresultat og bundlinje efter skat med 27 mio. kr.
Allerede før sommerferien sidste år under den første bølge af coronafortalte Erik Høj i Børsen om kraftig vækst– den største konkurrent, nemlig dét at folk kunne bruge penge på rejser, var sat helt ud af spillet, påpegede han.
Det samme har de andre store spillere på det danske køkkenmarked oplevet. I november berettede både børsnoterede TCM, med køkkenmærkerne Svane og Tvis, og Nobia, med bl.a. HTH og Unoform, om stærk vækst.
Koncernchef Torben Paulin, TCM, mente endda, at coronaen og de mange mennesker, der fik andre øjne på deres bolig, satte gang i en alt-til-hjemmet-epidemi.
pct. er Designas salg til køkken, bad og garderobe vokset med i 2020
Senest har HTH i Danmark søgt yderligere 50 medarbejdere til sin store fabrik i vestjyske Ølgod, og Kvik Køkken har glædet sig over, at nye digitale værktøjer, der blev taget i brug, før coronaen kom, har holdt farten i salget oppe, selvom de fysiske butikker har været tvangslukkede.
Erik Høj oplyser, at Designa i 2020 stoppede helt med at fremstille møbler som reoler og små borde og skar dermed selv over 25 mio. kr. af sin omsætning. Det har løftet effektiviteten markant. På et tidspunkt har salget af møbler udgjort hele 150 mio. kr.
“Det betyder, at en del Designa-butikker i dag har bedre placeringer end før, og især at de er drevet af dygtige folk, der har deres egne penge på spil
Erik Høj, direktør og medejer, Designa
“Vi har nu også vores distribution på plads. Da jeg kom til for snart fem år siden, ejede Designa selv 20 butikker, i dag har vi kun én, tæt på fabrikken i Kjellerup. I alt har vi de seneste et-to år investeret 25 mio. kr. i at lukke butikker og hjælpe partnere med at åbne nye. Men det betyder, at en del Designa-butikker i dag har bedre placeringer end før, og især at de er drevet af dygtige folk, der har deres egne penge på spil,” siger Erik Høj.
Designa fik efter en konkurs i 2016 Per Christensen ind som ny hovedaktionær. Han skabte i sin Axcel-tid en formue på især smykkeselskabet Pandora. De nye ejere og ledelsen har i stor stil forandret selskabet, hvis problemer allerede startede i kølvandet på finanskrisen.
Men ejerne har foreløbig ingen planer om at accelerere væksten ved at gå ind i f.eks. Tyskland eller Sverige.
“Platformen er på plads. Så nu skal vi sammen med butiksejerne have løftet toplinjen bl.a. via salg til ejendomsprojekter og renovering i boligforeninger,” fastslår Erik Høj.