I slutningen af juni solgte Catacap sammen med bl.a. Michael Mortensen byggevirksomheden Casa A/S i en milliardhandel, og nu gentager kapitalfonden milliardmanøvren:
Catacap sælger den danske oversættervirksomhed Languagewire til den internationale kapitalfond Bridgepoint, der har hovedkontor i London.
Parterne ønsker ikke at fortælle, hvad handlen værdisætter Languagewire til, men ifølge Børsens oplysninger betaler Bridgepoint over 1 mia. kr. og tættere på 1,5 mia. kr. for 100 pct. af aktierne.
“Jeg kan kun sige, at vi som sælgere er umådelig glade. Det er en flot pris
Rasmus Lokvig, partner, Catacap
“Vi har valgt at sælge nu, fordi det er et naturligt tidspunkt, efter Languagewire særligt i de seneste to år har gennemgået en fabelagtig udvikling. Vi fik et bud, vi ikke kunne afslå fra Bridgepoint, som også er den rigtige ejer af selskabet fremover,” siger Rasmus Lokvig, partner i Catacap, som også har siddet i bestyrelsen i Languagewire.
Catacap blev stiftet i 2012, men indtil for få måneder siden havde kapitalfonden ikke lavet en exit.
Det er der dog lavet om på nu.
I maj i år solgte man busselskabet HB-Care, og i slutningen af juni lavede kapitalfonden en såkaldt home run-exit, da Casa blev solgt for godt 2 mia. kr. og sikrede, at Catacap kan sende mere end fondens samlede kapitaltilsagn tilbage til sine investorer, uanset hvad der sker med de øvrige porteføljeselskaber i fond 1.
pct. af aktierne køber den internationale kapitalfond Bridgepoint
Languagewire befinder sig i Catacaps anden fond, og oversættervirksomheden har også været en rigtig god investering. Ifølge Børsens oplysninger blev Languagewire værdisat til lidt over 200 mio. kr., da Catacap overtog 70 pct. af aktierne i 2017.
Året efter blev konkurrenten Xplanation i Belgien tilkøbt for et beløb i samme størrelsesorden, så investeringen bliver altså flerdoblet nu, hvor Bridgepoint betaler tæt ved 1,5 mia. kr. for selskabet.
“Jeg kan kun sige, at vi som sælgere er umådelig glade. Det er en flot pris, der bliver betalt, som afspejler virksomhedens fremadrettede potentiale,” siger Rasmus Lokvig.
Han er tilfreds med, at partnerne i kapitalfonden igen beviser, at man er i stand til ikke kun at købe virksomheder, men også at sælge dem igen.
“Vi har jo hele tiden vidst, at det nok skulle komme, men vi er selvfølgelig glade for, at vi nu også kan bevise det over for omverdenen.”
Languagewire blev stiftet i 2000 af bl.a. Henrik Lottrup, som ligesom Catacap nu sælger sin resterende aktiepost. Henrik Lottrup ejer ifølge cvr-registret mellem 20 og 25 pct. af selskabet og scorer således et pænt, trecifret millionbeløb i denne omgang.
I begyndelsen af 00’erne var Languagewire en oversættelsesplatform, som forbandt kunder med et netværk af oversættere. I Catacaps ejerperiode er der investeret stort i kunstig intelligens.
Det betyder, at en softwaren hurtigt kan oversætte teksterne, der efterfølgende bliver justeret og kvalitetssikret af mennesker. Men modsat f.eks. Google Translate registrerer Languagewires program hver gang, de menneskelige oversættere retter fejl, og dermed bliver programmet hele tiden klogere.
Languagewires kunder tæller bl.a. Pandora, H&M og BMW, og de har været med til at sætte fart på både omsætning og indtjening.
Med Catacap som ejer er omsætningen mere end fordoblet, mens indtjeningen er firdoblet, og i år forventes driftsindtjeningen (ebitda) at lande på mellem 95 og 100 mio. kr., fortæller Rasmus Lokvig.
Planen var, at Catacap med hjælp fra EY's corporate finance-afdeling ville indlede en struktureret salgsproces med Languagewire i efteråret 2021, men buddet fra Bridgepoint var så godt, at man takkede ja, inden processen blev igangsat.