ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk startup med Podimo-boss ombord sælges til amerikansk betalingsgigant: “Det bliver med ild i raketten, og det kan vi godt lide”

Det er igen lykkedes

for et dansk iværksættermakkerpar, at få solgt deres startup til en stor amerikansk virksomhed

Christian Rasmussen og Cathrine W. Andersen af stifterne af Roger, som de lige har solgt til et stort børsnoteret selskab. Pr-foto
Christian Rasmussen og Cathrine W. Andersen af stifterne af Roger, som de lige har solgt til et stort børsnoteret selskab. Pr-foto

Fintech-virksomheden Roger er solgt til betalingsmastodonten Fleetcor. Stifteren af det danske startup Cathrine W. Andersen venter meget af Rogers fremtid under det amerikanske selskabs vinger.

“Jeg er virkelig spændt på det næste stykke tid, fordi vi skal vokse så hurtigt. Det bliver med ild i raketten, og det kan vi godt lide,” fortæller fintech-stifteren

Det bliver med ild i raketten, og det kan vi godt lide”

Cathrine W. Andersen, stifter af Roger

Den fem år gamle virksomhed har udviklet en softwareplatform, der hjælper virksomheder, bogholdere og revisionshuse med at bogføre automatisk. Dermed kan leverandørbetalinger, godkendelse af udgifter og udlæg sættes på autopilot. Mere end 10.000 brugere benytter Rogers værktøj, ifølge virksomheden selv.

Med salget af Roger, gør Cathrine W. Andersen og hendes medstifter Christian Rasmussen det igen. Iværksætterne solgte tilbage i 2014 deres tech-virksomhed Assemblage til den amerikanske netværksproducent Cisco for et trecifret millionbeløb.

Denne gang er det lykkedes parret at sælge deres virksomhed til det børsnoterede amerikanske Fleetcor. Virksomheden leverer betalingsprodukter og -tjenester, og håndterer to mia. transaktioner om året, fordelt på over 100 lande oplyser virksomheden selv.

“Jeg tror, at vi i begge tilfælde har forsøgt at bygge et produkt ud fra, hvad kunderne gerne vil have. Og det ekstreme kundefokus er med til at vi udvikler noget, som folk har lyst til at bruge. Og som i sidste ende bliver succesfuldt,” mener stifteren af Roger.

Et godt makkerpar


En anden del af opskriften er et godt makkerskab med medstifteren Christian Rasmussen, som de i år kan fejre 10-års jubilæum.

“Ofte går virksomheder galt på grund af stridigheder mellem grundlæggerne. Når jeg hører andres historier, finder jeg ud af, hvor stort et privilegium det er, at vi har hinanden. Og at vi har forskellige kompetencer, men samtidig tænker meget ens. Og så er vi lige pisse utålmodige,” fortæller Cathrine W. Andersen og tilføjer:

“Vi kan ikke vente på det næste skridt, og tingene skal helst gøres i morgen. Fordi vi ved, at markedet og konkurrenterne rykker så hurtigt. Så vi skal hele tiden være derude på kanten af innovation.”

En anden der også er godt tilfreds med salget af Roger, er Mofibo-stifteren Morten Strunge. Som fra virksomhedens start var med i en investering på 10 mio. kr.

“Dengang så jeg to fantastiske stiftere, der havde gjort det før. Og som havde en rigtig god forståelse for at bygge en virksomhed. Det var på et tidligt stadie, at jeg investerede, og specielt på det stadie er det meget folkene bag, der afgør, om det bliver en succes eller ej,” mener Morten Strunge og tilføjer:

“De har en fantastisk evne til at bygge teknologi, og kombinere det med en forståelse for kunde- og virksomhedsbehov. En ting er at kunne bygge noget fantastisk teknologi. Men det skal også ud at leve og kunne sælges.”

I 2019 kastede også en række amerikanske venturefonde tilsammen 50 mio. kr. i Roger. Det gælder blandt andet QED Investors, Silicon Valley Bank og en række andre.

Børsnoteret

Stifterne Cathrine W. Andersen og Christian Rasmussen bliver i Roger, og arbejder videre med softwarevirksomheden i samarbejde med Fleetcor. Og ambitionerne for fintech-virksomheden, der var høje fra start, er det stadig.

“Jeg har altid troet på, at Roger i sig selv kunne blive en børsnoteret virksomhed, med flere 100.000 kunder. Fordi det er et bredt værktøj, der kan bruges af mange forskellige små virksomheder,” fortæller Roger-stifteren.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis