ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk pettech-virksomhed ser mod USA: “Vi forventer, at USA vil være vores primære og største marked til at begynde med”

Markedet for teknologi til kæledyr vokser og vokser, og den danske startup Go Dogo melder sig nu også på banen med investeringer

Hanne Jarmers hunde Loui og Leo træner ofte med Go Dogo, hvor de får kommandoer som "sit" og "dæk". For hvert veludført trick får hundene automatisk en godbid. Foto: Walther Bølge
Hanne Jarmers hunde Loui og Leo træner ofte med Go Dogo, hvor de får kommandoer som "sit" og "dæk". For hvert veludført trick får hundene automatisk en godbid. Foto: Walther Bølge

Ofte sidder enten den ene eller den anden af Hanne Jarmers to hunde foran tv-skærmen, hvor en kvinde giver den kommandoer som “sit” og “dæk”. Og efter hvert veludført trick bliver hunden belønnet med en godbid fra den automatiske, æggeformede godbidkarrusel, der er fastmonteret på skærmen. Hundene benytter Go Dogo, som Hanne Jarmer er idémageren bag og har gjort til en virksomhed på få år.

Og ambitionerne er heller ikke til at tage fejl af.

“Om ti år vil man blive anset som en god hundeejer, hvis man har mindst et Go Dogo-produkt. Vores mission er at lave produkter, der forbedrer hundens liv,” mener Hanne Jarmer, grundlægger og adm. direktør i Go Dogo.

Der findes fintech, deeptech og en af seneste begreber, der begynder at vinde indpas, er pettech, som er teknologi til bl.a. kæledyr. Pettech-produkter kan hjælpe kæledyrsejere til bedre pleje, engagere deres kæledyr og behandle dyrene som familiemedlemmer.

Go Dogo kan bruges både til at træne, underholde og mentalt stimulere hunde og er endnu et produkt i pettech-industrien, som er et marked, der spås at omsætte for 20 mia. dollar inden 2025 ifølge markedsresearch-virksomheden Global Market Insights Inc.

Statens investeringsfond Vækstfonden har investeret i flere pettech-virksomheder og senest i Go Dogo i en netop afsluttet finansieringsrunde på 6,8 mio. kr.

“Det er et marked, som har store vækstrater, og lidt efter hvilket segment du kigger på, så vokser det med 5-10 pct. om året. Så der er en meget sund vækst, og det er ikke noget, som folk fravælger,” udtaler Ole Kring, partner ved Vækstfonden.

Med i investeringsrunden er bl.a. også venturefonden Preseed Ventures og tech-investoren Sune Alstrup. Investeringen skal bruges til at producere og sælge Go Dogos første bundt af produktet. Go Dogo har også spirende partnerskaber med de to store onlinekæledyrsplatforme, Olivers og Bark.

Pettech-branchen


Om ti år vil man blive anset som en god hundeejer, hvis man har mindst et Go Dogo-produkt

Hanne Jarmer

Mens Go Dogo-eventyret startede i 2017 for Hanne Jarmer, startede pettech-bølgen for ti år siden i Japan med et halsbånd som oversatte hundelyde, så mennesker kunne forstå dem. Et andet produkt var de mere velkendte smarte skåle og dispensere, der kan udløse mad og godbidder automatisk, fortæller Mads Thimmer, adm. direktør og stifter af Innovation Lab, der er et videncenter for ny teknologi.

Mads Thimmer mener, vi skal passe på med at afskrive pettech som en lille og fjollet branche.

“Der er jo vanvittig mange penge i det, især i Asien. Japan er jo helt vilde med alt til kæledyr. Det har overhalet industrien for produkter til børn, fordi der er så mange, der går så ufatteligt meget op i deres kæledyr,” udtaler Mads Thimmer.

Hanne Jarmer og resten af holdet bag Go Dogo satser også på et andet primærmarked end det danske til deres produkt.

“Vi forventer, at USA vil være vores primære og største marked til at begynde med. Og derfor er det også vigtigt, at vi i vores næste investeringsrunde får investorer med, som har forstand på det amerikanske marked,” udtaler Hanne Jarmer og tilføjer:

“Lige nu er det vigtigt, at vi får udryddet alle børnesygdommene ved hjælp fra kunder i nærområdet. Så snart der er styr på det, skal vi afsted til USA.”

20

mia. dollar spås pettech-branchen at omsætte forinden 2025

Pettech-virksomheden satser på det amerikanske marked, da de oplever et marked, som er længere fremme på teknologifronten til kæledyr end det danske. Også i forhold til hvor mange penge amerikanerne er vant til at bruge på deres kæledyr, hvor flere sender deres hunde fast i hundebørnehave og på kursus med en træner i en weekend, fortæller Hanne Jarmer.

“På de kanaler vi bruger, får vi ikke så meget modstand, da vi tit rammer yngre tech-entusiastiske personer. Men når vi rammer hundeejere mere bredt, så synes nogle, at det er mærkeligt, og sådan vil det altid være, når noget er nyt. Særligt hvis man laver produkter til børn og kæledyr,” mener Hanne Jarmer og tilføjer:

“Og netop derfor er det også et godt område, fordi der er mange følelser i det, og det er kriseresistent; folk vil altid give deres børn og hunde det bedste, ligegyldigt hvordan verden ser ud.”

Et godt 2021

Mads Thimmer forudser et bedre 2021 for pettech-industrien efter et år i coronaens tegn, hvor flere af dem, der har anskaffet sig et kæledyr, vender tilbage til arbejdspladsen.

“Jeg tror i virkeligheden, at 2021 bliver større end 2020. Det er jo, når man for alvor skal være væk fra sine kæledyr, at man begynder at købe tilbehør. Ligesom det jo er en kendt sag med forældre, der er væk fra deres børn. Den tid, man så er sammen, begynder man at begave dem ud over alle grænser,” udtaler Mads Thimmer.

Den danske tech-virksomhed er også lidt nervøs for, at folk tænker, at de bare kan få hund og så tager Go Dogo sig af det, men stifteren understreger, at det ikke er tilfældet:

“Hvis du er væk i ti timer og har ti Go Dogo-produkter, så er det stadig ikke godt for hunden. Man skal stadig træne med sin hund, fordi man får et andet nærvær. Go Dogo er udelukkende et godt supplement,” udtaler Hanne Jarmer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis