ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk selskab klar med coronalyntest der tager 13 minutter

Blusense, der laver

testudstyr, er på markedet med en hurtig coronatest, hvor præcisionen er i niveauet 90-95 pct.

Det danske selskab Blusense Diagnostics, der laver diagnostisk udstyr, har udviklet en coronatest, der kan give svar på blot 13 minutter.

Det er markant hurtigere end andre tests, hvor svaret ofte er flere dage undervejs.

Blusense, der et spin out fra DTU fra 2014, har fået CE-mærket produktet, der sikrer adgang til det europæiske marked, og de første test er allerede på markedet i Italien og Saudi-Arabien. Sydamerika bliver næste marked for coronatesten.

“Min vurdering er, at behovet for coronatest vil vare ved i mindst to år, og vi vil se opblussen nu og da – det vil skifte fra den ene region til den anden. Om det bliver milliarder eller ingenting – nok ikke nogen af delene. Måske midt imellem,” lyder det fra adm. direktør og grundlægger af Blusense Diagnostics, Filippo Bosco.

Produceres i Danmark

Han fortæller, at selskabet, der holder til i forskerparken Symbion, selv producerer alle testkit, og at det ventes at nå op på 200.000 til næste år. Begrænsningerne ligger for tiden i forsyningskæden, da alt bliver solgt.

Priserne fastsættes på baggrund af købekraften i de forskellige lande, hvor produktet skal lanceres, og Blusense forventer i sine budgetter, at der vil komme et salg på 7,5 mio. kr. i 2021.

Den nye test er baseret på Blusense-teknologien immunomagnetic assay, der bruger magnetiske ladninger, nanoteknologi og blue ray-teknologien, der er kendt fra dvd-afspillere til at afsløre antistoffer i den lille bloddråbe, der skal leveres for at undersøge for antistoffer.

Ejere fra Taiwan

Sidstnævnte teknologi kommer fra Blusenses hovedaktionær, den tidligere bluray-producent Quanta, der kommer fra Taiwan. Desuden er der danske, schweiziske og italienske ejere i selskabet.

Den nye teknologi tester for antistoffer, men fanger ikke nysmittede personer. Inkubationstiden for coronavirus er 2-14 dage med enkelte mere langvarige tilløb.

Ifølge Filippo Bosco forener det nye produkt det bedste fra to verdener:

Hurtigheden sammen med en sikkerhed i testen, der ligger i niveauet 90-95 pct. Selskabet kalder produktet The Virotrack COVID-19 serology test.

Det er bl.a. biotek-koryfæet Leif Helth Jensen, der har været med til at vurdere mulighederne med den nye teknologi. Han er bl.a. kendt som medstifter af Neurosearch, Zealand Pharma og Genmab.

Oplagt behov

“Potentialet er, at vi kan blive en af de helt store spillere inden for det diagnostiske marked. Det unikke er, at vi kan måle med laboratorienøjagtighed – enormt billigt og enormt hurtigt,” understreger han og peger bl.a. på mulighederne for luftfartsindustrien, der har et oplagt behov for at få passagerer testet hurtigt.

Om det økonomiske perspektiv er han ret tilbageholdende og gør brug af den ret store elastik:

“Det kan gå fra, at det ikke bliver til noget af den ene eller anden årsag. Eller det kan tage hele markedet, og så taler vi om milliarder. Det er svært at sætte tal på, og det skyldes, at politiske beslutninger spiller en stor rolle sige han.

God nøjagtighed

Det er læger på Hvidovre Hospital, der har været med til at udvikle det nye analyseredskab, som bl.a. ventes taget i brug i en akutmodtagelse eller hospitalsafdeling samt hos praktiserende læger og på plejehjem.

Det forklarer speciallæge i infektionsmedicin Frederik Neess Engsig, der har været med i projektet. Han siger om målenøjagtigheden:

“Nøjagtigheden er meget fin og sammenlignelig med de produkter, vi har på markedet allerede.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis