ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Norge forbyder dansk deltagelse i lakseeventyr – Danmark appellerer til fælles løsning

FiskeriministerMogens Jensen

(S) vil forsøge at løse en milliardkatte-pine for norskrederi og dansk lakseindustri: “Jeg ønsker en mindelig løsning”

Højteknologi for 600 mio. kr. – Hav Lines slagteskib og robotstyrede sorteringsfabrik på 11.000 kvm i Hirtshals. PR-foto
Højteknologi for 600 mio. kr. – Hav Lines slagteskib og robotstyrede sorteringsfabrik på 11.000 kvm i Hirtshals. PR-foto

Den danske regering rækker hånden frem til Norge og foreslår et samarbejde om norske opdrætslaks for milliarder.

“Jeg ønsker blot en mindelig løsning mellem gode nordiske naboer. Uden at gå i detaljer med hvordan så er jeg overbevist om, at det burde kunne lade sig gøre,” siger fiskeriminister Mogens Jensen (S).

Det norske rederi Hav Line har med Hirtshals som omdrejningspunkt bidraget til den hurtigt voksende danske lakseindustri. Men Norge har sat en overraskende stopper for lakseeventyret. På et møde med Hirtshals Havn og Hav Line har Mogens Jensen orienteret sig om sagen, som han tager op om kort tid med sin norske kollega.

“Jeg har bedt mine embedsmænd om at kontakte de norske myndigheder for at drøfte et muligt samarbejde på kontrolområdet. Det kunne sikre, at den kontrol, nordmændene ønsker, kan ske under de forhold, der er etableret i dag.”

Norske fødevaremyndigheder og skiftende norske regeringer har i årevis støttet Hav Lines udvikling med penge, tilladelser og politisk velvilje. Men da Harald Tom Nesvik (FrP) blev fiskeriminister i 2018, blev Hav Lines Hirtshals-manøvre forbudt.

Det skete med et krav om, at laks skal sorteres i Norge, inden eksport. Såkaldte produktionslaks, hvor der eksempelvis var rifter på skindet, skal forarbejdes i Norge inden eksporteret. For at imødekomme reglerne sender Hav Line på dispensation indtil 1. juli produktionslaks retur fra Hirtshals til forarbejdning i Norge. Derefter er det slut.

1. juli er deadline

“Så jeg har selvfølgelig fokus på, om vi kan få en løsning på plads til 1. juli eller hurtigst muligt derefter,” siger Mogens Jensen.

Nu venter Hav Line på dom i en retssag anlagt mod den norske stat. I retssagen såede Hav Lines advokater tvivl om den nu tidligere ministers habilitet. Tom Harald Nesvik var inden ministerjobbet ansat i et konkurrerende rederi og er efter sin afgang genansat samme sted. Den restriktive linje, der ramte Hav Line, er nu skrevet ind i regeringsgrundlaget for Erna Solbergs højreregering, der føres på Fremskridtspartiets mandater.

Jeg vil vældig gerne finde en fælles løsning, som nordmændene kan se sig selv i

Mogens Jensen, fiskeriminister (S)

Harald Tom Nesvik afviste habilitetsproblemer i retten, hvor hans forgænger og partifælle Per Sandberg, som i årevis var Hav Line-støtte, forklarede, at han var overrasket over forbuddet.

Som beskrevet af Børsen har sagen ført til uro i regeringspartiet. Høyre-medlemmet af Stortinget Peter Frölich anser sagen som “ren protektionisme”, som han frygter, fortsætter på en anden måde, hvis staten taber i retten.

Mogens Jensen, der foruden sydvesten som fiskeriminister også bærer kasketten som minister for nordisk samarbejde, blander sig hverken i retssagen eller i norsk politik.

“Men jeg vil vældig gerne finde en fælles løsning, som nordmændene kan se sig selv i,” siger han.

Hirtshals Havn frygter at blive sorteper i sagen, siger Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, der glæder sig over, at ministeren tager affære.

3,8 ​

mia. kr. var værdien af den samlede danske import af norsk laks

“Opdrættede laks er en stor del af fremtidens fiskeri. Hav Line udgør allerede nu en kæmpe værdi. Det er en strategisk interesse for Danmark,” siger Anker Laden-Andersen.

Carl-Erik Arnesen, Hav Lines bestyrelsesformand, håber på en aftale.

“Vi har de bedste erfaringer med både danske og norske fødevaremyndigheder, og vi er overbeviste om, at de to fagetater kan finde en betryggende ordning. Det kræver politisk vilje. Derfor har det været opløftende at blive lyttet til af en dansk minister,” siger han.

Norges fiskeriminister, Odd Emil Ingebrigtsen (H), har ifølge sin kommunikationschef, Martine Røiseland, ingen kommentarer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis