Den danske og svenske stat er blevet enige om at stille statsgaranti på 3 mia. svenske kroner for at få det fælles nordiske flyselskab gennem coronakrisen. Det meddeler Finansministeriet tirsdag eftermiddag.
“SAS har stor betydning for både Skandinaviens og Danmarks tilgængelighed. Det vedrører i høj grad også arbejdspladser, virksomheder og hele økonomien generelt. Det er baggrunden for, at den danske og den svenske stat som de to største ejere i fællesskab har besluttet at støtte op om SAS ved i første gang at stille garantier for i alt 3 mia. sek,” lyder det fra Nicolai Wammen i pressemeddelelsen.
Den danske og svenske deles om garantien og betaler derfor hver 1,5 mia. svenske kroner.
Nicolai Wammen understreger desuden, at der kan komme yderligere tiltag.
“Der er tale om et første skridt, og den danske stat vil som en langsigtet og ansvarlig medejer af SAS følge udviklingen tæt og gøre, hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen og fortsat vil være operationel herefter,” siger Nicolai Wammen.
I første omgang er de 3 mia. svenske kroner som udgangspunkt nok til at dække SAS' lønudgifter den kommende periode, der ligger på 2,5 mia. svenske kroner pr. kvartal.
Den 2 mia. kroner store statsgaranti til SAS fra de danske ejerstater Danmark og Sverige hindrer dog ikke, at op mod 10.000 SAS-medarbejdere snart må sendes hjem på grund af mangel på arbejde.
Derimod vil statsgarantien have stor betydning for at vise omverdenen – herunder banker, samarbejdspartnere og i sidste ende de rejsende kunder – at SAS overlever, også efter coronakrisen.
“Det er et tydeligt signal til omverdenen om, at SAS har seriøse ejere, der vil sikre den kritiske infrastruktur, vi varetager. Eller sagt på en anden måde: Det skaber tillkd til, at man kan købe en billet og være sikker på, at man får sin rejse,” vurderer det danske medlem af SAS-koncernledelsen Simon Pauck Hansen.
SAS har tirsdag aften endnu ikke selv fuldt overblik over alle detaljer i garantien. Det er netop en garanti og ikke en kapitaltilførsel, og selv om 3 mia. svenske kroner er et stort beløb, så er det ikke meget mere end SAS’ udgifter hvert kvartal til lønninger.
“Vi har ikke nogen likviditetskrise, men det er vigtigt, at leverandører og alle andre har en tillid til, at vi har ejere, der sikrer, at vi kan arbejde videre,” siger Simon Pauck Hansen, der ligesom Sydbank har hæftet sig ved den danske finansministers formuleringer om, at dette er et første skridt, og at staterne vil gøre “hvad end der er nødvendigt.”
“Det kan vi arbejde videre med som ledelse. Det er vigtigt, når vinden blæser,” siger Simon Pauck Hansen.
Den svenske og danske stat er begge storaktionærer i SAS med henholdsvis 14,8 og 14,2 pct. af aktiekapitalen.
SAS har, som alle andre flyselskaber, været hårdt ramt af coronavirussen, der i øjeblikket får stater til at lukke grænser og fraråde alle unødvendige rejser.
Søndag meldte SAS, at man midlertidigt reducerer arbejdsstyrken med op til 10.000 ansatte, hvilket svarer til 90 pct. af arbejdsstyrken.
Sidste uge var SAS ude og bede alle ansatte om at gå 20 pct. ned i løn og arbejdstid de kommende måneder. I samme ombæring gik direktionen også en femtedel ned i løn – dog uden at gå ned i timer.
I den forbindelse meddelte SAS også, at omkring 2000 flyvninger var blevet annulleret i marts.