ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danmark får som tredje land adgang til Novo Nordisks nye diabeteshåb

Nu er det ikke længere kun diabetes-patienter i USA og Canada, der kan få glæde af Novo Nordisks nye diabetesbehandlingsmiddel Ozempic. Medicinalvirksomheden har lanceret lægemidlet på det danske marked som det tredje land i rækken.

”Det er en meget speciel lancering, fordi vi er på hjemmebane. Danmark er det tredje land i verden, hvor vi lancerer Ozempic,” siger Mads Veggerby Lausten, adm. direktør i Novo Nordisk Scandinavia, og tilføjer: 

"Der er altid større opmærksomhed på de første markeder, der lancerer. Så vi håber, at vi kan præge andre markeder - men økonomisk set, så er Danmark ikke et af vores største markeder.”

Patienter i USA og Canada fik allerede mulighed for behandling med Ozempic i starten af 2018, men ifølge Mads Veggerby Lausten er behandlingsformen først kommet til Danmark nu, fordi Ozempic skulle lanceres med en ny pen, der er forbedret, sådan at pennen kun giver den dosis, som patienten skal bruge.

Den adm. direktør for Novo Nordisk Scandinavia kan dog ikke udtale sig om, hvornår andre europæiske markeder får glæde af Ozempic. Men ifølge ham, kommer vi til at se flere nye markeder med behandlingsformen i løbet af 2019 og 2020. 

Efterspurgt på det danske marked

Ozempic skal kun tages en gang om ugen og hjælper type 2-diabetikere med forhøjet blodtryk, vægttab og beskytter og nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme. Det er et naturligt hormon, der i forskningen har klaret sig godt. Ifølge Steen Madsbad, overlæge og professor på Hvidovre Hospital, bliver lægemidlet populært på den danske hjemmebane.

”Ozempic har vist sig at være betydeligt bedre end alle andre diabeteslægemidler. Det sætter helt nye standarder, og jeg tror, det fuldstændig vil overtage det danske diabetesmarked for denne gruppe af lægemidler i løbet af kort tid – måske kun et halvt år,” siger Steen Madsbad. 

Lanceringen har ingen økonomisk betydning

Men usikkerheden om den europæiske lancering gør, at de økonomiske gevinster er usikre. Lanceringen i Danmark er nemlig slet ikke nok til at rykke noget.

Og selvom det er en stor lancering på det danske marked, så spår chefanalytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen ingen gevinst fra aktiemarkedet.

”Økonomisk giver det ingenting for Novo Nordisk, det danske marked er for lille. Denne lancering af Ozempic sender ingen signaler til aktiemarkedet, lanceringen bunder mere i en national følelseshistorie,” siger Michael Friis Jørgensen.

Ifølge ham ville en lancering på det engelske eller tyske marked være et større nåleøje, da markederne henvender sig til flere patienter og har strammere kriterier, når det kommer til lanceringen af nye lægemidler.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis