ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danish Crown skal spare 350 mio efter skuffende kvartal: Nedlægger 300-400 stillinger

Opdateret 13.25 Efter et første kvartal, der ikke mødte forventningerne, skærer slagtergiganten Danish Crown nu ind til benet.

Koncernen skal spare 350 mio. kr. i indeværende regnskabsår, og som en konsekvens fjerner Danish Crown 300-400 stillinger.

"Vi sætter ind nu for at holde os på sporet mod det budgetterede resultat for året. Det betyder desværre, at vi kommer til at nedlægge mellem 300 og 400 stillinger på tværs af koncernen med hovedparten i Storbritannien," siger Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Danish Crown fastholder derudover et ansættelsesstop og forlænger et stop for brug af konsulenter.

Indtjeningen er udfordret af problemer i den engelske forretning Tulip Ltd, og koncernens samlede indtjening lever heller ikke op til forventningerne.

Allerede i november blev det meldt ud, at Tulip Ltd skulle spare 200 mio. kr., men det har altså vist sig nødvendigt at skære betydeligt i medarbejderstaben for at nå derhen.

"Vi har i de seneste måneder vundet flere vigtige kontrakter i England, så salgsmæssigt går det den rigtige vej. Det ændrer dog ikke ved, at vi stadig har for høje omkostninger, så der kommer til at ske afskedigelser som et led i en gennemgribende rationalisering af Tulip Ltd," udtaler Jais Valeur.

Tulips finansdirektør i England stopper

Af en separat meddelelse fremgår det, at finansdirektør Tommy Mølgaard i Tulip Ltd har valgt at fratræde sin stilling. Han forlader virksomheden 15. februar efter kun et år i koncernen.

"Tommy har spillet en afgørende rolle i at skabe større gennemsigtighed i og forståelse for organisationens økonomiske udfordringer, samtidig med at den samlede finansfunktion er blevet styrket og stabiliseret," udtaler adm. direktør for Tulip Ltd Andrew Cracknell.

Indtil en ny finansdirektør er på plads, overtager Danish Crowns finansdirektør Preben Sunke rollen i Tulip Ltd.

Hård konkurrence

Udover problemerne i Storbritannien er Danish Crown udfordret af en hård kamp om grisene i Tyskland og spanske slagteriers fremmarch, lyder det i meddelelsen.

"Samtidig har vi den grundlæggende udfordring, at omkostningerne på slagterierne i Danmark er markant højere, end i de lande vi konkurrerer med. Derfor skal alle dele af vores forretning levere for at sikre en konkurrencedygtig afregning til vores ejere," siger Jais Valeur.

Danish Crown har cirka 29.000 medarbejdere globalt, heraf cirka 9.000 i Danmark og 7.000 i Storbritannien.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis