ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danish Crown har fyret 7000 ansatte på 10 år

Fyringer er en opgave som Danmark største slagteri, Danish Crown, er erfarne i at håndtere. I løbet af de sidste 10 år er  ca. 7000 slagteriarbejdere blevet afskediget. Og 21 slagterier er lukket siden 2003.

Det viser et forskningsnotat fra center for velfærdsforskning ved Aalborg Universitet. Opgørelsen viser også, at det specielt er de yderste egne af Danmark, der bliver ramt af Danish Crowns slagterilukninger.

Slagelse, Nørre Sundby, Viby, Vejle, Ringsted, Brønderslev, Bjerringbro, Hjørring, Odense, Holbæk, Grindsted, Skive, Viborg, Brabrand, Nykøbing Mors, Vojens, Holstebro, Sdr. Borup, Hadsund, Esbjerg har allerede vinket farvel til det lokale slagteri og tusindvis af arbejdspladser.

”Fyringer har ingen ende”

Og nu er det salgteriet i Faaborg og 470 medarbejdere, der står for skud.

”Det er dybt ulykkeligt, at fyringerne og slagterilukningerne tilsyneladende ingen ende har,” siger Jim Jensen, forbundskonsulent hos fødevareforbundet NNF.

Konsekvenserne af lukningen er umiddelbart ikke til at overskue for Jim Jensen:

”Det er helt vildt. Der er det sidste slagteri i større omfang på Fyn. Det er en katastrofe for øen, at det nu lukker, da det er en af de største arbejdspladser, der er.”

Færre slagtesvin = færre job

Igennem de seneste godt fem år er produktionen af slagtesvin i Danmark faldet med godt 20 pct.

Sammen med effektiviseringer i produktionen og udflytning af arbejdspladser til udlandet er det årsagene til de mange fyringer. Men specielt faldet i antallet af slagtesvin koster job.

”Vi har i dag kapacitet til at slagte flere svin, end der leveres til slagterierne, og det er ikke holdbart,” siger Jesper Friis, der er direktør for svineafdelingen i Danish Crown, DC Pork.

For at stoppe udviklingen opfordrer han nu slagteriarbejderne til at genoverveje deres nej til en aftale, hvor de skulle investere deres lønkroner i produktionen af flere danske slagtesvin, så råvaregrundlaget for deres job bliver sikret.

”Hvis vi ikke sætter ind med nye tiltag, fortsætter udviklingen, og så kommer vi til at stå med overkapacitet igen om et år. Derfor er det oplagt at genoptage diskussionen med medarbejderne og se på, om vi med de nye regler kan genetablere slagtesvineproduktionen og dermed sikre de arbejdspladser, der er tilbage, siger Jesper Friis.

Lukning kunne være undgået med et ja


De arbejdere, der i dag har fået en fyreseddel i Faaborg, kunne med et ja ved afstemningen i september have sikret slagteriets overlevelse.

”Havde medarbejderne stemt ja til aftalen i september, så havde Danish Crown stillet en garanti om, at slagteriet ikke skulle lukke. Så ja, medarbejderne kunne godt have ændret på situationen. Men der var ingen garanti om indskrænkelser i aftalen, så på den måde var medarbejdernes job ikke sikret,” siger Jim Jensen.

Men han vil ikke gøre sig til dommer over den beslutning, som slagteriarbejderne tog i september.

”Jeg skal ikke dømme, om det var rigtigt eller forkert at stemme nej til aftalen. Det er jo gratis for os andre at have en holdning til. Det er jo ikke os, der skulle af med pengene. Det var slagteriarbejderne,” siger Jim Jensen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis