ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danish Crown-ejere presser NNF på slagteri-lukning

Med et nyt initiativ presser Danish Crown nu Fødevareforbundet NNF i nervekrigen om lukning af slagteriet i Rønne på Bornholm. Beslutning om lukning af slagteriet træffes i næste uge.

Slagteriselskabets ejere på Bornholm har forpligtet sig til at investere i udvidelse af deres produktion med 50.000 slagtesvin årligt, hvilket kan nedbringe enhedsomkostningerne på det truede slagteri væsentligt. Og lever de ikke op til deres løfte trækkes de i afregningen for deres svin, så Danish Crowns omkostninger alligevel bliver lavere.

Da det offentlige og lokalsamfundet på Bornholm allerede har lovet en række ting, ligger presset nu på  NNF.  

"Nu hænger den på NNF," konstaterer svineproducent og medlem af Danish Crowns repræsentantskab Preben Bjerregaard, Svaneke, overfor Børsen.

Danish Crown har hele tiden understreget, at en fortsat produktion i Rønne er betinget af, at alle bakker op. Bl. a. at NNF går med til at bløde op, så produktiviteten øges og omkostningerne ved at drive slagteriet  dermed ned.

"Jeg er fuld  af respekt for, at ejerne på Bornholm her tager et enormt ansvar, både socialt og samfundsmæssigt. Det er ikke deres arbejdspladser, der er på spil, men det kan komme til at koste den enkelte svineproducent en anseelig sum," fastslår formand Erik Bredholt, Danish Crown.

Hvis ikke det lykkes at levere de 50.000 ekstra grise til slagteriet, kan det komme til at koste en gennemsnitlig bornholmsk leverandør til Danish Crown 70.000 kr. Den største svineproducent på øen risikerer over 350.000 kr. årligt, hvis ikke  produktionen øges.

Som andelsselskab har Danish Crown pligt til at aftage ejernes grise , og, hvis slagteriet lukkes, skal alle ejere således i fællesskab betale for at få de bornholmske grise kørt til slagtning på Sjælland. 

"Jeg kunne være revnende ligeglad og tjene penge på det. Men jeg er villig til at gå med til dette for at redde arbejdspladser på vores dejlige ø. Mine skønne børn skal fortsat  have nogle at lege med her på øen," synger Preben Bjerregaard på bornholmsk.

Danish Crown har i dag små 200 ansatte i Rønne, hvor der slagtes små 9000 svin pr. uge.

Divisionsdirektør Jesper Friis, DC Pork, der rummer koncernen svinekødsaktiviteter, har tidligere oplyst, at der skal besparelser på 20-25 mio. kr. til for at sikre en rentabel produktion i Rønne. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis