Der er bestyrket mistanke om svinepest i Tyskland, skriver Danish Crown, efter at det tyske landbrugsministerium sent onsdag aften bekræftede, at der er fundet et dødt vildsvin smittet med afrikansk svinepest i den sydøstlige del af Tyskland.
"Prøverne skal nu verificeres, men det betragtes som en formalitet. Det kan få store konsekvenser for den tyske eksport af grisekød ud af Europa, men på nuværende tidspunkt giver det ikke mening at spå om, hvilken betydning det vil få for Danish Crown," skriver den danske fødevaregigant.
Det døde vildsvin blev fundet tæt på den polsk-tyske grænse i det sydøstlige hjørne af Tyskland. Hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport af grisekød er svært at spå om på nuværende tidspunkt - herunder hvad det får af betydning for den danske noteringspris.
"Det kommer desværre ikke som en overraskelse, så vi har forskellige planer liggende klar i skuffen. Lige nu handler det om at holde hovedet koldt og følge udviklingen i Tyskland. I løbet af få dage vil vi have et overblik over, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport ud af Europa, men indtil vi har det, giver det ikke mening at spå om, hvilken betydning det får for den danske notering," siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.
Prisen på grisekød i Tyskland har ifølge Danish Crown stor betydning for priserne i hele Europa. Hvordan de store slagterier i Tyskland vil reagere på udbruddet kan der komme svar på i løbet af torsdagen.
"Derfor er det også usikkert, om næste uges notering for grisekød kan meldes ud i dag klokken 13.00," skriver fødevarekoncernen, som tilføjer, at usikkerheden i Tyskland ikke kommer til at påvirke aktiviteten på Danish Crowns slagterier i Danmark, hvor der vil blive slagtet som planlagt.
/ritzau/FINANS