ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danfoss-topchef jubler efter Bidens ambitiøse klimamål: “Talen bør skabe stor optimisme for Danmark og dansk erhvervsliv”

Danfoss-topchef ser store muligheder efter Joe Bidens udmelding af ambitiøse klimamål på klimatopmøde torsdag. PR-foto
Danfoss-topchef ser store muligheder efter Joe Bidens udmelding af ambitiøse klimamål på klimatopmøde torsdag. PR-foto

Klimatopmødet blev skudt i gang med et ambitiøst mål fra USAs side torsdag.

Således indledte præsident Joe Biden klimatopmødet, som han selv har indkaldt til, med et løfte om minimum at halvere USA's udslip af drivhusgasser inden 2030.

“Vi skal alle handle. Og dette topmøde er det første skridt vi tager sammen”, sagde præsidenten på det virtuelle topmøde.

Tidligere har USAs mål været en nedskæring på mellem 26 og 28 pct. inden 2025 sammenholdt med udslipsniveauet i 2005 fra Paris-aftalen. Men med målet om mindst en halvering er der skruet gevaldigt op for ambitionerne med den nye præsident ved roret.

Danfoss er supergodt placeret til at tage en ledende rolle i den grønne omstilling, men jeg ser generelt store muligheder for alle danske virksomheder

Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss

I den danske koncern Danfoss, der nok mest er kendt for at producere termostater, men i dag leverer energibesparende løsninger til blandt andet bilindustrien, landbruget og energisektoren, vækker de nye ambitioner glæde.

“Det var en god tale for klimaet, men også for den økonomiske vækst. Jeg synes, at talen illustrerer, at jobskabelse og håndteringen af klimaforandringer går hånd i hånd,” siger Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss til Børsen og fortsætter:

“Min vigtigste anmodning til præsidenten og de amerikanske politikere er at prioritere energieffektivitet, fordi den grønneste energi, er den vi ikke bruger.”

Gevinst for danske virksomheder

Siden Trump meldte landet ud af Paris-aftalen, har USA generelt været savnet ved forhandlingsbordet om grønne løsninger. Men det ændrer sig nu, hvor Biden på topmødet meldte USA ind i Paris-aftalen igen.

USA 's nye målsætning vil dog ikke være gratis.

Det anslås, at det vil indebære store forandringer i energi- og transportsektorerne, og yderligere investeringer i vedvarende energikilder som vindmøller og solcelleanlæg, der skal erstatte en stor del af både olie og benzinen. Med andre ord vil det kræve en markant omstilling.

Men det kan være en omstilling, der udover at gøre verden grønnere også kan gavne de danske energivirksomheder.

Ifølge en opgørelse fra 2019 af bl.a. DI Energi og Dansk Energi importerede USA i 2019 energiteknologi for 7,1 mia. kr. fra Danmark svarende til 7,2 pct. af den samlede danske eksport af energiteknologi. Det er en stigning fra 2018, hvor andelen var 6,2 pct. og det bevidner, at allerede i øjeblikket eksporterer danske energivirksomheder i høj grad til USA.

Men med meldingen om yderligere ambitiøse klimamål fra USAs præsident torsdag, ser topchef Kim Fausing, at der åbnes endnu flere muligheder for danske virksomheder som f.eks. Danfoss.

“Danfoss er supergodt placeret til at tage en ledende rolle i den grønne omstilling, men jeg ser generelt store muligheder for alle danske virksomheder. Talen bør skabe stor optimisme for Danmark og dansk erhvervsliv, og jeg håber det tætte samarbejde mellem regering, folketing, fagbevægelse og erhvervsliv fortætter, så vi sammen kan høste de grønne muligheder, som nu findes på begge sider af Atlanten,” siger Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss til Børsen


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis