Anden generation i KP Components Group, Martin Krogh Pedersen, der også er formand for Ringkjøbing Landbobank, forlader igen direktørstolen i sin families gamle virksomhed. Han afløses af Torben Pedersen, som kommer fra Danfoss, oplyser KP i en pressemeddelelse. Danfoss er en af KP’s store kunder.
Den nye direktør i industrivirksomheden i vestjyske Spjald har de seneste tre år været direktør for Danfoss Refrigeration and Air Conditioning Control og har før det haft andre lederstillinger i Danfoss, Nokia og amerikanske Jabil.