Bournonvilles Wild West har måttet skrue kraftigt ned for forretningen de seneste seks måneder. Det gælder både teambuilding-, fest- og restaurantdelen. Nedlukningen har betydet, at de har mistet omtrent 90 pct. af omsætningen og har måttet afskedige fem medarbejdere. Kristian Krabbe, “Sheriffen” og manden bag cowboyimperiet, knokler videre.
Med store armbevægelser byder Sheriffen velkommen i den 1500 kvm. store saloon. Kristian Krabbes støvlesporer rammer gulvet hårdt for hvert skidt, han tager. Han er iklædt sheriff-tøj fra top til tå, og hver en bevægelse, han gør, er langsom og dramatisk – han er vant til at levere et show. Men stemningen afbrydes. Flaskerne med håndsprit irriterer ham.
“Når de tager cowboyhatten på, er der ikke noget, der hedder chefer og medarbejdere. Så er alle lige
Kristian Krabbe, ejer af Bournonvilles Wild West
“De passer ikke ind,” siger han.
De tomme stole er heller ikke just noget, han er glad for. Men corona har været hård for eventbranchen og Bournonvilles Wild West. Stedet tjener langt størstedelen af sine penge på de danske virksomheder, som booker sig ind for en tur på prærien. Ofte som en form for teambuilding. Almindeligvis kan han nemlig byde et bredt udsnit at det danske erhvervsliv velkommen til rodeoridning og lassokastning. Nogle af de kunder, som ranchen skulle have haft besøg af i foråret, er fra virksomheder som Novo Nordisk, Danske Bank, Haldor Topsøe, Seas-NVE og McDonald's.
“Der kommer lige så mange håndværkere som akademikere,” siger Kristian Krabbe.
“Når de tager cowboyhatten på, er der ikke noget, der hedder chefer og medarbejdere. Så er alle lige.”
Kristian Krabbe er showman og businessman med en særlig interesse for Det Vilde Vesten. Han har drevet Bournonvilles Wild West i ti år.
Inden krisen for alvor gjorde det umuligt at holde virksomheden kørende, havde 59 selskaber booket sig ind.
Der var tale om selskaber i spændet 10-300 mennesker. Heldigvis for Kristian Krabbe havde 47 af virksomhederne valgt at udskyde arrangementerne i stedet for at aflyse helt. I september, da landet lukkede en smule op igen, fik de da også afviklet nogle af de planlagte teambuilding-arrangementer.
mio. kr. regner Kristian Krabbe med at miste i 2020
“Jeg har da været bekymret for min forretning,” siger han.
“Men jeg nægter at lægge mig ned.”
Men omsætningen er langt fra, hvad den har været. Bournonvilles mister lige nu omkring 1 mio. kr. om måneden, og i følge Kristian Krabbe kommer det til at betyde et samlet tab på ca. 7 mio. kr. i 2020.
Ranchen har modtaget støtte gennem hjælpepakker, men ikke siden august.
Kristian Krabbe har store planer for fremtiden på ranchen, og under coronapandemien har han udnyttet tiden. Han har “sadlet om,” som han selv siger, og har brugt tiden på at bygge. Både på idéer og med hænderne. Han har lagt gammelt træ på murstenshusets facade, bygget terrasse, og så er han i fuld gang med sit nyeste coronapåfund: Wild West Glamping.
“Jeg kunne se rundt omkring mig, at glamping er det nye,” siger han og spejder ud over sin 6500 kvm grund, hvor tipitelte kommer til at tage noget af pladsen i fremtiden.
Glamping er sammen med udendørs teambuilding det, som skal bære forretningen i den kommende tid under corona så alle restriktioner overholdes. Den udendørs teambuilding indebærer bl.a. tovtrækning og sækkekast.
De nye idéer og omstillingsparatheden er Kristian Krabbe vant til. Ranchen er et gammelt mejeri, som han selv har gjort til det, det er i dag. For selvom Kristian Krabbe ikke er fuldtidscowboy, er det alligevel noget, som ligger ham meget nært. Gennem hjælpepakker har ranchen bl.a. fået udbetalt250.000 kr. til faste omkostninger.
Han fortæller med stolthed, at rodeotyren er den største af sin slags, og at hans far var den første, der fik rodeotyren til Danmark. Ham er stedet i øvrigt dedikeret til.
Resten af dagen skal han bruge på at forberede weekendens familiebuffet – et andet coronatiltag. Og så har han netop fået en mail om en hjælpepakke, han kan søge.