ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Corona-krisen tvinger Bestseller til fyringer: 750 afskediges i Danmark

Bestsellers ejer og topchef Anders Holch Povlsen Arkivfoto: PR
Bestsellers ejer og topchef Anders Holch Povlsen Arkivfoto: PR PR

(Opdateret 11.32) Corona-krisen og forbrugernes stærkt faldende køb af modetøj tvinger nu Danmarks suverænt største modetøjsspiller, Anders Holch Povlsens Bestseller, til fyringer. 750 af ialt 4800 danske medarbejdere afskediges. Oven i kommer et ukendt antal udenlandske afskedigelser.

Afskedigelserne sker som følge af et markant svigtende salg og pludselig manglende likviditet i hele detailledet globalt, oplyser Bestseller i en meddelelse.

"Vi er alle havnet i en helt ufattelig situation, som lige nu rammer samfundet omkring os, både det nære men også det globale. Det handler først og fremmest om at redde menneskeliv, hvilket vi alle har den dybeste respekt og sympati for. For vores virksomhed betyder det, at vi pludselig befinder os i en krise, som vi ville have svoret, aldrig ville være mulig for os," siger ejer Anders Holch Povlsen.

"Men når vi som en international handels- og detailvirksomhed med 2500 butikker, 15.000 engrosforhandlere og kunder på tværs af 55 markeder, pludselig oplever, at markedet går i stå, så bliver det selv for os hurtigt meget vanskeligt. I løbet af blot et par uger er vi gået fra udsigten til det stærkeste regnskabsår nogensinde, til at havne i en dyb krise. Derfor er det også med ondt i hjertet, at vi i dag er tvunget til at afskedige 750 medarbejdere i Danmark. Vi reducerer vores arbejdsstyrke med ca. 15 pct. i Danmark, og selvom det i dag er svært at være positiv, så skal det dog ses som et bevis på, at vi fortsat har tro på fremtiden, og sammen vil vi kæmpe for at komme tilbage og genskabe virksomheden," siger han.

Den næststørste i den danske modeindustri, DK Company, afskedigede forleden 125 medarbejdere, mens 250 butikker i Norge og Danmark blev lukket midlertidigt.

Bestseller oplyste forleden, at der allerede var lukket butikker midlertidigt i seks lande, bl. .a Italien, Spanien og Indien. Det danske dekret om, at storcentre skulle holde lukket har også ramt Bestseller, der derudover allerede forleden havde lukket en del butikker i Tyskland, Irland og Belgien

Bestseller omsatte i sit senest offentliggjorte regnskabsår, 2018/19, for 26,1 mia. kr. mod under 24 mia. kr. året før. Resultatet før skat faldt i 2018/19 med ca. 3 pct. til små 2,8 mia. kr.

Bestseller sælger i egne butikker og til onlineplatforme og fysiske butikker ejet af andre over 20 forskellige modetøjsmærker - bl. a. Jack & Jones, Only, Vero Moda og Name It.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis