Den nordjyske onlinekoncern Coolshop, der de seneste år er vokset markant, gør nu klar til at skrue gevaldigt op for både opkøb og investeringer i forretningen.
Det sker, efter at hovedselskabet bag onlineforretningen, Entertainment Trading ApS, kommer ud af det skæve regnskabsår 2019/20 med det højeste overskud nogensinde i selskabets historie.
Koncernen, der bl.a. også ejer den fysiske legetøjskæde Kids Coolshop, lander i et endnu ikke offentliggjort regnskab et overskud efter skat på knap 26,7 mio. kr., ca. 10 mio. kr. mere end året før.
“Det er for godt et resultat, fordi det viser, at vi har investeret for lidt. Vi bliver selvfølgelig målt på vores bundlinje, men det er ikke det, vi er drevet af. Vi skal hele tiden vokse,” siger Jacob Risgaard.
Han ejer selskabet sammen med de to brødre Mark og Mike Nielsen, der købte domænet til Coolshop i 2002, og er klar til at lade de kommende investeringer trække ned i det næste regnskab.
Han vil dog ikke oplyse, hvor mange penge der skal investeres for.
“Vi bor jo i det hus, vi gerne vil bo i og kører i den bil, vi gerne vil køre i. Så det sjoveste vi kan bruge pengene på, er at investere i vækst og andre cool firmaer. Det er jo vitterligt som at få lov til at spille matador hver dag lige nu. Det er virkeligt sjovt, og det er helt vildt, hvad vi kan lære af de her startup,” siger han.
Siden stiftelsen er onlineforretningen vokset til både at inkludere fysiske butikker og investeringer i en lang række andre virksomheder, heriblandt selskaber som Jacob Risgaard har investeret i gennem DR-programmet “Løvens hule”, hvor han er investor.
Entertainment Trading ApS oplyser ikke omsætningen, men bruttofortjenesten når lidt over 101 mio. kr. Det er mere end en fordobling på fem år.
mio. kr.havdeEntertainment Trading ApSibruttofortjeneste i2019/20-regnskabet. Det er mere end en fordobling på fem år.
“Vi tjener meget, meget få kroner pr. vare, vi sender afsted, men til gengæld sender vi virkelig mange afsted,” siger han og tilføjer, at “det er svært at tjene penge, hvis selve kerneforretningen kun er at sælge varer rent online.”
Selskabet har bl.a. skudt penge i urfirmaet Ditur.dk, kødleverandøren Mr. Beef, netbutikken Barons, der sælger skjorter, og That's Mine, der sælger babyudstyr og børneinteriør.
I den seneste sæson af DR-programmet var Jacob Risgaard den investor, der med et samlet beløb på 3,6 mio. kr. brugte flest penge.
“Jeg har en endnu større tegnebog med i den “Løvens hule”, der kommer til januar,” siger han.
“Senest har firmaet skudt penge i e-sportfirmaet P1 Esport ApS i København, der vil lave Danmarks første e-racingcenter med bilsimulatorer.Lige nu er alt vores fokus på at få investeret i yderligere vækst. Det kan også godt være i endnu flere lokaler
Jacob Risgaard, Coolshop
Koncernen ejer også 75 pct. af både den svenske onlineforretning Spelbutiken, der sælger spil og konsoller, og den hurtigt voksende virksomhed Bysommer, der ejer rettighederne til at producere og sælge designertrolde.
Tidligere i år åbnede selskabet et 10.000 kvm. stort lager i Herning i kampen mod den amerikanske onlinegigant Amazon, der for nylig rykkede ind i Sverige. Men ifølge Jacob Risgaard er der allerede brug for mere lagerplads.
“Der er nogle takter, der siger, at det her kan vi også godt finde ud af. Men lige nu er alt vores fokus på at få investeret i yderligere vækst. Det kan også godt være i endnu flere lokaler,” siger han.