Får Bavarian Nordic held med vaccinen mod rsv-virus og lidt flere ordrer på koppevacciner og abekopper, så er der udsigt til næsten en tredobling af aktiekursen for biotekselskabet, vurderer Nick Nieland, biotekanalytiker i den amerikanske storbank Citi.
“Den nuværende aktiekurs indfanger forsigtige estimater for Rabipur/Encepur og bioforsvarsforretningen
Nick Nieland, biotekanalytiker i Citi
Han har efter kvartalsregnskabet torsdag sænket sit umiddelbare kursmål til 215 fra 220, og fastholder en købsanbefaling, men han ser altså fortsat guld for enden af regnbuen, hvis nogle få ting går Bavarian Nordics vej.
Det nuværende kursmål indregner, at Bavarian Nordic leverer til de eksisterende ordrer fra bioforsvarsorganet Barda i USA, og at der kommer årlige ordrer derefter på omtrent 3 mio. doser.
Desuden forudsætter han, at Bavarian Nordics salg af rabiesvaccinen Rabipur vokser med encifret rate, og at flåtvaccinen Encepur vokser med tocifret rate, begge med en stigende lønsomhed. Endelig indregner han 25 pct. sandsynlighed for succes med rsv-vaccinen.
kan Bavarian Nordics aktiekurs nå op til, hvis rsv-vaccinen lykkes og der kommer lidt mere gang i ordrerne, vurderer Citi
“Vi fortsætter med at mene, at den nuværende aktiekurs indfanger forsigtige estimater for Rabipur/Encepur og bioforsvarsforretningen, og efter vores mening, efterlader det et stort opadgående potentiale fra pipelinen, især rsv-vaccinen,” skriver Nick Nieland i et notat torsdag, og peger på, at hvis Bavarian Nordic er heldige med at få finansiering af sin covid-19 vaccine, så øges potentialet yderligere.
Hvis Bavarian Nordic har held til at udvikle rsv-vaccinen kan det fordoble aktiekursen fra torsdagens niveau, og dertil kan lægges potentielle tilbagevendende årlige ordrer for koppevacciner på 5 mio. doser op mod Bardas mål om 132 mio. doser, og ved siden af det salg på omtrent 50 mio. dollar mod abekopper samt ordrer på ebola-vacciner i samarbejdet med Johnson & Johnson.
Lykkes det, kan det føre til en aktiekurs på 507,70 kr., har Citi-analytikeren regnet sig frem til, og første skridt på vejen mod flere ordre mod abekopper blev hjulpet af en udvidet godkendelse af Imvamune i Canada torsdag.
Det store kursspring er dog udskudt lidt, efter at biotekselskabet i forbindelse med kvartalsregnskabet fortalte, at de afgørende forsøg med rsv-vaccinen udskydes til 2022 på grund af coronapandemien, hvilket er årsagen til det lidt lavere kursmål fra Citi på kort sigt.
Kursmålet har bevæget sig samme vej hos investeringsbanken Jefferies, der nu mener, at aktiekursen er fair omkring kurs 270 mod tidligere 290, samtidig med, at analytikeren Peter Welford påpeger, at flere aktiver i Bavarian Nordic er undervurderede.
Hos Nordea fastholder man kursmålet på 260, efter at have ommøbleret estimater, baseret på det forsinkede forsøg, men samtidig peger medicinalanalytiker Michael Novod, at får Bavarian Nordic succes med rsv-vaccinen, så skal aktiekursen op over kurs 350.