Ingredienskoncernen Chr. Hansen vil have en global førerposition inden for produktion og salg af human milk oligosaccharides (hmo), der indgår i modermælkserstatning.
mia. kr. er størrelsen af det forventede hmo-marked
Markedet når let op på 7,5 mia. kr., og det ønsker Chr. Hansen at tage en god luns af.
Mulighederne inden for hmo-markedet er opstået i forhold til to nylige opkøb – dels af hmo-selskabet Jennewein fra Tyskland og den tidligere BASF-fabrik i Kalundborg, hvor hmo-produktionen til verdensmarkedet skal foregå.
“Jennewein har en hel masse patenter og teknologirettigheder, der kan gøre os førende inden for dette felt. Nu skal vi opskalere produktionen,” siger Torsten Steenholt, der er global produktionsdirektør i Chr. Hansen.
Opskaleringen skal foregå fra fabrikken i Kalundborg, der bl.a. er blevet købt, fordi den stort set er klar til at rykke ind i, da bygningen er designet til produktion i farmaindustrien og ifølge Steenholt er i meget høj standard.
Den bliver uden sammenligning verdens største hmo-fabrik og falder dermed godt ind i den eksisterende life science-klynge i byen, hvor både Novo og Novozymes også producerer.
Fabrikken er klar til produktion i løbet af to til tre år, og den ventes at komme til at beskæftige 100 ansatte.
Der er tale om et ret nyt marked for et produkt, der i løbet af fire år ventes at repræsentere et volumen på 400 mio. euro og i årene efter at nå op på 1 mia. euro.
“Vi går op i kvaliteten af en løntime. Det gælder for lederen og specialisten, og det gælder for operatøren, kemikeren, laboranten og vedligeholdelsessmeden
Torsten Steenholt, global produktionsdirektør i Chr. Hansen
“Vi ser os som markedsleder eller top-2 i et felt, der er på noget mindre end ti deltagere. Området er stærkt beskyttet af patenter,” siger Torsten Steenholt, der regner med en markedsandel på over 30 pct.
Han regner desuden med, at hmo-området ad åre vil ramme samme profitabilitet som de øvrige dele af Chr. Hansen – det vil sige en overskudsgrad i niveauet 30 pct.
Dermed adskiller hmo sig fra det netop frasolgte forretningsben Natural Colors, der kørte med markant lavere margin.
Valget af fabrikken i Kalundborg betyder, at produktionen kommer hurtigere i gang, men Danmark som produktionsland hænger desuden sammen med kvaliteten af den arbejdskraft, der er tilgængelig her i landet.
“Vi går op i kvaliteten af en løntime. Det gælder for lederen og specialisten, og det gælder for operatøren, kemikeren, laboranten og vedligeholdelsessmeden. På det punkt er Danmark bare et godt land at lægge produktionsarbejdspladser i,” siger Torsten Steenholt.
Han ser den danske model med meget flad struktur ude på arbejdspladserne som en kæmpe styrke, i forhold til hvad han ser i andre dele af verden.
DI’s branchedirektør, Leif Nielsen, glæder sig over de stærke danske kompetencer inden for life science-området.
De eksisterer også, i kraft af at der er flere andre stærke virksomheder inden for samme område – bl.a. Novo og Novozymes – og at det er med til at løfte det samlede kompetenceniveau inden for life science-området.
Han oplyser, at det ikke er noget særsyn, at selskaber inden for dette områder tilkøber sig bestemte kompetencer i en helhed.
“Med den stigende befolkning i verden, der tilstræber bedre sundhed, og en stigende middelklasse er der tale om et vækstmarked, hvor Danmark har klare styrkepositioner. Så det er ikke overraskende, at det sker for en af de store aktører i Danmark,” siger han og tilføjer:
“Virksomhederne ude i Kalundborg, der fungerer i synergi med hinanden, er med til at styrke erhvervsudviklingen i området,” siger Leif Nielsen.