Opdateret 8.46Ingredienskæmpen Chr. Hansen har fundet sin nye finansdirektør.
Det er Lise Skaarup Mortensen, som skal tiltræde stillingen 1. oktober, hvor hun tager over for Søren Westh Lonning, som bliver i selskabet frem til udgangen af oktober.
Det oplyser Chr. Hansen torsdag morgen til fondsbørsen.
Lise Skaarup Mortensen er 52 år og har de sidste otte år arbejdet hos Microsoft i ledende roller i Indien og Tyskland. Senest i en stilling som finansdirektør for Microsoft Tyskland.
Tidligere har hun også været ansat i ledende stillinger hos IBM, A.P. Møller-Mærsk og BG Bank.
Chr. Hansens topchef Mauricio Graber lægger i meddelelsen særligt vægt på Lise Skaarup Mortensens internationale baggrund og erfaring med software og digital service.
“Lise har meget relevant international erfaring, høje ambitioner og har udvist godt lederskab. Hun kommer fra software- og digitale services-industrien, og Lise vil være godt positioneret til at hjælpe Chr. Hansen og vores team med at udvikle vores digitale, dataanalytiske og produktivitets dagsorden yderligere,” udtaler han i meddelelsen til fondsbørsen.
Lise Skaarup Mortensen bor i dag i München, men rykker tilbage til Danmark for at starte i sin nye stilling.
“Chr. Hansen har et fantastisk omdømme, og jeg er beæret over at blive en del af et så respekteret dansk selskab,” siger hun i meddelelsen.
Søren Westh Lonning forlader Chr. Hansen for et nyt job som finansdirektør hos høreapparatproducenten WS Audiology. Han kom til Chr. Hansen i 2007 og har været finansdirektør i selskabet siden 2015.