ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Udvidede åbningstider og britisk genåbning godt nyt for Carlsberg

Arkivfoto: Alexander Demianchuk/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Alexander Demianchuk/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er helt sikkert positivt for Carlsberg, at danske barer har fået udvidet deres åbningstider, siger Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank, og påpeger, at en dansk genåbning var nødvendig for at komme i mål med bryggeriets helårsforventninger.

"Vi har set, at sommeren har været rigtig god. Der har været EM-feber i Danmark, og det har helt sikkert gjort meget ved ølsalget, og nu også den her yderligere genåbning af barer og restauranter. Det er helt sikkert positivt for Carlsberg," siger Per Fogh til Ritzau Finans.

I England er der planlagt omfattende lempelser af coronarestriktionerne fra den 19. juli, hvor de resterende nedlukkede erhverv får lov at åbne - heriblandt natklubber, skriver Sky.

En engelsk genåbning er ligeledes godt nyt for Carlsberg og vil have en positiv effekt på selskabets evne til at tjene penge, mener Per Fogh.

Det må samtidig ventes, at genåbningen alt andet lige må være indtænkt i kursen og dermed være noget af det, der har bidraget til at løfte den.

"Den har virkelig kørt godt her i andet kvartal, så det er helt sikkert noget, der er indregnet i kursen, at der begynder at komme den her genåbning og den her tilbagevenden til normalen, hvor folk kan begynde at komme på barer og restauranter og nyde en øl," siger aktieanalytikeren til Ritzau Finans.

Carlsberg fik sent onsdag løftet sit kursmål til 1300 kr. fra 1250 kr. af SEB. Torsdag morgen hævede også Danske Bank sit kursmål på bryggeriaktien, der nu ligger på 1300 kr. fra 1218 kr.

Begge finanshuse fastholder anbefalingen "køb".

Carlsbergs B-aktie falder torsdag formiddag med 0,1 pct. til 1170,50 kr. på børsen i København.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis