Tilbage i 00'erne talte man om den danske ølrevolution. Et utal af små, innovative bryggerier piblede frem, og det samme gjorde antallet af nye danske øl. Væksten var nærmest ustoppelig. Der var tilsyneladende plads til alle. Nu her ca. 15 år efter, revolutionen brød ud, står den danske ølbranche ved en skillevej. Trods generelt gode tider i økonomien og en rekordvarm sommer sidste år, som altid hjælper, når man er i ølbranchen, er der overraskende pres på indtjeningen blandt de mindre bryggerier.