ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsbergs opkøbmulighed i Vietnam bliver sat på turbo

Det vietnamesiske finansministerium vil have sagen om et videresalg af Hanoi Brewing Company, også kaldet Habeco, afgjort inden årets udgang.

Det har ellers trukket ud med en afgørelse af, om Carlsberg kan komme til at købe det nordvietnamesiske bryggeri.

Carlsberg har siden 2009 ejet 17 pct. af det statslige bryggeri. Den anden ejer er den vietnamesiske stat. Men samtidig har Carlsberg en forkøbsret på bryggeriet til at købe 60 pct. af bryggeriet i en eventuel privatisering.

Carlsberg har længe været interesseret i at bruge forkøbsretten i Habeco og har hidtil været gennem ni forhandlingsrunder. 

Men beslutningen om at privatisere Habeco og den sydvietnamesiske pendant, bryggeriet Sabeco, har trukket i langdrag.

Men onsdag skrev det vietnamesiske finansministerium, at processen, der hidtil har ligget ved det vietnamesiske erhvervsministerium, bør være overstået inden udgangen af november. 

Carlsberg bekræfter overfor Børsen, at man er i dialog med de vietnamesiske myndigheder. Men bryggeriet har endnu ikke hørt om, at processen skal være overstået på et bestemt tidspunkt. 

Opdeling af Vietnams ølmarked


Mens Carlsberg har interesse i det nordvietnamesiske bryggeri, så er Carlsbergs ærkekonkurrent, hollandske Heineken, inde i forhandlingerne om det sydvietnamesiske Sabeco. 

Vietnam er et af de hurtigst voksende ølmarkeder i Asien, og Carlsberg har nydt succes med at markedsføre Tuborg over for unge i Vietnam.

Hvis både Heineken og Carlsberg får mulighed for at købe op i Vietnam, vil det effektivt dele landet op i to ølmarkeder i nord og syd.

Sabeco er landets største bryggeri, mens Habeco er landets tredjestørste bryggeri. 

Prisen er stadig ukendt, og vil i stor grad afhænge af, hvordan Habeco deles op. Habeco er også aktiv inden for landbrug, som er et område, hvor udenlandske aktører ikke må eje mere end 49 pct. Derfor er det sandsynligt, at Habecos interesser skal splittes op ved en privatisering.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis