ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsbergs opkøb i Vietnam er udsat

Carlsberg ejer i dag 17 pct. af den vietnamesiske bryggerigruppe Habeco, men selvom Carlsberg har fået godkendelse til køb af yderligere 13 pct. af aktierne fra Vietnams regering, afventer bryggeriet stadig et endeligt svar, før handlen er en realitet.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi.

I 2009 indgik Carlsberg en hensigtserklæring med den vietnamesiske regering om at øge ejerandelen i Habeco. Sidste år udsendte landets Industri- og Handelsministerium et notat, hvor det godkendte salget af de 13 pct. til en pris svarende til 13,10 kr. per aktie.

Carlsberg stod klar til at købe aktierne, men den ekstraordinære generalforsamling den 7. december, hvor Carlsbergs køb skulle godkendes, blev pludselig afblæst. Årsagen var blandt andet, at Vietnams regering har krævet, at Habeco afleverer en rapport med en gennemgang af sit femårige samarbejde med Carlsberg.

Selvom den aflyste generalforsamling har udskudt købet, mener Carlsberg dog ikke, at der er problemer med den vietnamesiske regering.

"Regeringen støtter købet af aktier, men vi skal igennem en del procedurer, før salget kan gennemføres. Så vi afventer fortsat det endelige "go" fra regeringen i Vietnam, før vi kan sige noget om tidspunktet for det yderligere køb af 13 pct. aktier i Habeco," siger Jens Bekke, informationschef i Carlsberg, til Jyllands-Posten.

Carlsberg har i dag en markedsandel på 35 pct. i Vietnam og er dermed det næststørste bryggeri i landet.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis