Carlsbergs danske afdeling bidrager positivt til regnskabet

367698_16_9_large_160.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
23. aug 2018 KL. 9:29
Carlsbergs danske afdeling trækker endelig op i det samlede regnskab i år efter flere år i bunden.

Det skriver Berlingske Business.

En varm dansk sommer og den nye direktør, Søren Brinck, har hjulpet væksten godt på vej for Danmarks største bryggeri. Det har været et af de bedste år for Carlsberg på den danske hjemmebane i mange år.

Bryggeriet har solgt hele 12 millioner liter øl mere i år end sidste år svarende til 36 millioner dåser.

Selvom Carlsberg er langt det største bryggeri i Danmark med en markedsandel på over 50 pct., har selskabet været under hårdt pres. Ansættelsen af den nye direktør, Søren Brinck, ser dog ud til at have hjulpet, og i følge ham er Carlsberg vokset 7 pct. i år målt på volumen.

- Tidligere har vi haft lidt udfordringer med at få væksten ind i forretningen. Vi har måske som markedsleder været lidt for tilbagelænede. Jeg har arbejdet med at skabe en sult efter vækst i organisationen. Vi har grebet efter de dele af den store strategi, som passer ind til Danmark, nemlig at fokusere mere på højværdiprodukter som specialøl, siger Søren Brinck til Berlingske Business.

Carlsberg-direktøren tilføjer også, at selskabet er gået mere aggressivt til værks med sine lanceringer af Carlsbergs specialøl på et bredere marked, som han konstaterer har givet pote.

Carlsberg har i år også hævet priserne i Danmark. Og det kan normalt være meget risikabelt, men det ser ud til at have øget værdien.

/ritzau/FINANS