Der er et ord, som går igen, når Cees 't Hart gør status for det år, som Carlsberg netop endegyldigt har lagt bag sig ved fredagens præsentation af årsregnskabet. Det er det engelske ord; resilient. Det kan oversættes til robust eller modstandsdygtig, om man vil.
Har man lyttet til flere regnskabspræsentationer fra Cees 't Hart ved man, at han ofte har et tema eller et begreb, som han hæfter sig ved.
“Vi mener selv, at det er et solidt sæt af resultater, som vi leverer. Vores folk har gjort et enormt arbejde, og det har hjulpet os gennem krisen
Cees 't Hart, topchef i Carlsberg
Denne gang er det robustheden i en forretningen, som har været hårdt ramt af pandemien. 2020 har været et år, hvor Carlsbergs ene store forretningsben – salg til restauranter og barer – har været decideret amputeret i perioder med nedlukninger og stramme restriktioner.
“Vi er tilfredse,” konstaterer topchef, Cees 't Hart.
“Vi mener selv, at det er et solidt sæt af resultater, som vi leverer. Vores folk har gjort et enormt arbejde, og det har hjulpet os gennem krisen.”
Pandemien rammer ikke overraskende den samlede omsætning for året, der falder over 11 pct. og ender på 58,5 mia. kr. I 2019 endte omsætningen på det højeste niveau under den nuværende ledelse på 65,9 mia. kr.
Det var forventet. Robustheden handler om indtjeningen.
Driftsresultatet endte på 9,7 mia. kr, hvilket er et fald på 3,7 pct., og overskudsgraden blev endda forbedret i 2020 med 16,6 pct. mod 15,9 pct.
Det vidner ifølge analytikere om en stærk underliggende forretning, der stødte ind i coronakrisen.
“Det er overordnet et godkendt regnskab. Det beviser, at de har styr på deres omkostninger. Det er en solid forretning, der er styr på tingene og de er gode til at eksekvere på det,” siger senioranalytiker i Jyske Bank, Henrik Hallengren Lausten
Selv med det coronaramte 2020 har Carlsberg leveret en gennemsnitlig årlig organisk vækst i driftsresultatet på omkring 6,5 pct.
Da første del af 2021 også er svært påvirket af corona, er forventningerne til året også præget af stor usikkerhed.
Carlsberg venter en vækst på 3 til 10 pct. i det organiske driftsoverskud i 2021. Samtidig ventes en negativ valutaeffekt på 200 mio. kr.
“Vi vidste godt, at det ville være nogle forventninger, der vil være præget af corona og ville derfor også være bredere end normalt. Det er ret meget på niveau med, hvad markederne havde regnet med,” siger Henrik Hallengren Lausten.
Carlsberg har delt sin forretning om i tre store regioner. Asien, Central- og Østeuropa samt Vesteuropa. Det er sidstnævnte som kommer dårligst ud af året, vurderer analytikeren.
“Vesteuropa er noget værre, end vi troede. De fleste troede nok, at andet kvartal ville være det værste i Vesteuropa, men det viste sig så at være fjerde kvartal. Det er i forvejen en lav sæson, og man går ikke uden for og tager en øl i haven i denne årstid på samme måde som i andet kvartal,” siger han.
Ifølge topchef Cees 't Hart kommer det næste halve år til at handle om at forbedre marginerne og kigge ekstra meget på omkostningerne.
Til gengæld får især et stærkt andet halvår i Kina minimeret skaderne i Asien, der godt nok ser omsætningen falde 5 pct., men driftsresultatet stiger samtidig ligeledes 5 pct.
“Carlsberg formår at have positive prismix-effekter i Asien i andet halvår. Det er ret interessant. Man formår at sælge flere special øl – altså dyrere øl, så man løfter omsætningen mere end volumenudviklingen. Det er klart mere positivt, end hvad markedet havde forventet,” siger Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank.
Carlsberg vælger at øge udbyttet til aktionærerne. Dertil melder bryggeriet om et aktietilbagekøb på 750 mio. kr. frem til april, hvorefter, der annonceres yderligere kvartalsvist tilbagekøb.
For regnskabsåret 2020 foreslår bestyrelsen, at der udloddes et ordinært udbytte på 22 kr. pr. aktie til aktionærerne.
Udbyttet er steget siden 2008, da det var 3,5 kr. pr. aktie. I 2016 blev der udloddet 10 kr. pr. aktie og året efter 16 kr. Udlodningen for 2018 blev sat op til 18 kr. og for 2019 blev der udloddet 21 kr.
Carlsberg havde mere med i posen end nye regnskabstal, da regnskabet landede fredag morgen. Henrik Poulsen, den tidligere topchef i Ørsted, træder nemlig ind i Carlsbergs bestyrelse og erstatter Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen på posten som næstformand. Lars Fruergaard Jørgensen fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.
Dertil kommer, at Domitille Doat-Le Bigot, der er digital direktør i fødevarevirksomheden Danone, forlader Carlsbergs bestyrelse.
Carlsbergs bestyrelse består nu af formand Flemming Besenbacher og næstformand Henrik Poulsen samt Lars Fruergaard Jørgensen, Hans Andersen, Carl Bache, Magdi Batato, Lillian Fossum Biner, Richard Burrows, Søren-Peter Fuchs Olesen, Majken Schultz, Lars Stemmerik og fire medarbejderrepræsentanter.