ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg skuffer svagt i 2016-regnskab - vil sende 1,5 mia til aktionærer

Opdateret kl. 07.16 -Bryggerikæmpen Carlsberg kommer med et overskud på 7,25 mia. kr. en spids svagere ud af 2016, end analytikerne havde ventet.

Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates ventedes et overskud på bundlinjen på 7,4 mia. kr. før skat og særlige poster.

2015 sluttede med et underskud på 8,7 mia. kr. efter særlige poster, hvilket kom i forlængelse af spareplanen Funding the Journey, der skal spare mellem 1,5 og 2 mia. kr.

Nedskrivninger og restruktureringsomkostninger fyldte dermed 8,5 mia. kr. med 4 mia. kr. i nedskrivninger på Baltika-varemærket i Rusland og 2,8 mia. kr. på Eastern Assets i Kina.

Pæn drift og forventninger som, ja, forventet

Driftsoverskuddet før særlige poster for hele koncernen landede i 2016 på 8,3 mia. kr. - præcis som analytikerne havde ventet, efter overskuddet landede på 8,5 mia. kr. i 2015.

Den samlede nettoomsætning faldt desuden til 62,6 mia. kr. fra sidste års omsætning på 65,4 mia. kr.

Koncernresultatet på bundlinjen, der er efter særlige poster, skat mm., landede på 3,9 mia. kr., og heraf vil Carlsberg sende 39 pct. til aktionærerne i udbytte. Det svarer til 1,5 mia. kr. eller 10 kr. pr. aktie.

Forventningerne til 2017 lander, som analytikerne havde regnet med, på "midt-encifret organisk vækst i resultat af primær drift," og et fald i finansiel gearing - altså en reduktion af gæld.

"På regionalt plan har vi følgende finansielle prioriteter: en forbedring af marginer og resultat af primær drift i Vesteuropa, fortsat toplinje- og indtjeningsvækst i Asien og øget organisk resultat af primær drift i Østeuropa," skriver koncernen.

Af årsregnskabet for bryggeriet fremgår det også, at man har fokuseret på at reducere gælden til 25,5 mia. kr. - en reduktion på 5,4 mia. kr.

Dermed er selskabets gearing, der angiver størrelsen af gælden i forhold til driftsresultatet, reduceret til 1,96 gange.

Tilfreds topchef med spareplan i spil

Topchef i Carlsberg, Cees 't Hart er dog fint tilfreds med udviklingen i det forgangne år:

“2016 var et godt år for Carlsberg-gruppen. Vi er tilfredse med vores resultater, herunder en organisk vækst i resultat af primær drift på 5 pct.," siger han i en udtalelse i regnskabet og fortsætter:

"I løbet af året tog vi nogle væsentlige skridt for at blive en mere succesrig virksomhed. Vi lancerede
vores nye strategi, Sail’22, og prioriteterne heri er nu godt indarbejdet i vores planer for 201."

En stor del af det ventede i regnskabet er fremgangen i spareplanen Funding the Journey, der løber parallelt med Sail'22-strategien, og som skal frigøre midler til investerings- og strategiplanen.

Spareplanen skal skaffe i alt 1,5-2 mia. kr. i 2018, og planen - som ifølge Carlsberg-toppen går efter drejebogen - har realiseret cirka 0,5 mia. kr. indtil videre.

"I 2017 er vi fast besluttede på at realisere en væsentlig del af de øvrige Funding the Journey-fordele, således at vi kan øge indtjeningen organisk og investere i Sail’22-aktiviteter til støtte for virksomhedens fremtidige vækst," siger Cees 't Hart i regnskabet.

Nord- og Vesteuropa i front

Faldet i omsætningen kommer til dels fra hovedregionen i Nord- og Vesteuropa, hvor omsætningen landede på 37,6 mia. kr., mens resultatet af den primære drift endte på 5,4 mia. kr.

Det er en tilbagegang fra omsætningen i 2015, der lød på 39 mia. kr. i regionen, mens driften dog steg et mulehår fra et overskud på 5,3 mia. kr.

"De vesteuropæiske ølmarkeder steg ca. 1 pct.. Noget af denne stigning skyldtes det nemme sammenligningsgrundlag som følge af det dårlige vejr i Nordeuropa i 1. halvår 2015. Volumenerne var
negativt påvirket af ovennævnte nedgang i marginreducerende volumener. Hvis der justeres for dette, ville vores volumener have været flade," skriver Carlsberg i regnskabet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis