ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg-konkurrent løfter salget i Europa

Et højere salg af øl og vand har løftet omsætningen for bryggerikoncernen Sabmiller, der de seneste måneder har haft fremgang i Europa, Afrika og Latinamerika.

Det viser salgstal fra første kvartal fra bryggeriet, som er offentliggjort torsdag morgen og dækker over månederne april, maj og juni.

Bryggeriet, der blandt andet er konkurrent til Carlsberg i Europa og Asien, løftede samlet set omsætningen med 2 pct. i første kvartal.

"Det var endnu et kvartal med et godt, underliggende momentum for vores datterselskaber, som fortsatte med at levere på vores strategiske prioriteter."

"Særligt Europa, Sydafrika, Colombia, Peru og Australien leverede god vækst," siger Alan Clark, der er administrerende direktør for Sabmiller, i en meddelelse.

Set med Carlsberg-briller er særligt udviklingen i Europa interessant, og her kunne Sabmiller melde om en vækst på 6 pct. med gode takter i blandt andet Storbritannien, Tjekkiet og Polen, hvor omsætningen alle steder steg med over 10 pct.

Sabmiller understreger dog, at der er tale om et let sammenligningsgrundlag, fordi første kvartal 2015 var et svagt et af slagsen. Det er dog ikke Europa, som er hovedmarkedet for Sabmiller, der er særligt store i USA, Afrika og Latinamerika.

Topchef Alan Clark fortæller i forbindelse med salgstallene, at bryggeriet er udfordret i Kina og på det amerikanske marked, hvor omsætningen dykkede henholdsvis 2 pct. og 3 pct. i første kvartal.

Sabmiller er i øjeblikket er ved at slå sig sammen med konkurrenten AB Inbev, hvilket vil skabe verdens med største bryggeri i en fusion til mere end 100 mia. dollar.

En vigtig problemstilling i den handel faldt på plads onsdag, hvor de amerikanske konkurrencemyndigheder vendte tommelfingeren op, efter at de to bryggerier blandt andet accepterede at sælge brandet Miller og åbne for konkurrence fra mindre bryggerier.

Sabmiller og AB Inbev mangler nu kun at få en godkendelse fra de kinesiske konkurrencemyndigheder.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis