ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg i opskruet kinesisk udskilningsløb

Carlsberg skal for alvor holde sig til ilden i fremtidens vækstcentrum i Kina, hvor verdens største bryggerier befinder sig i et afgørende udskilningsløb. Carlsberg har set skriften på væggen.

Carlsberg er oppe imod de største muskelmænd på verdens største ølmarked, hvor 1,3 milliarder kinesere med stigende købekraft giver kriblen i fingrene hos bryggeribosser verden over.

Ifølge He Yong, der er repræsentant for det semistatslige organ for landets alkoholindustri CADA, er centralisering og konsolidering nøgleord for ølmarkedet i Kina.

De største bryggerigrupper sidder i dag på 64 pct. af kagen i Kina efter at have udgjort 51 pct. i 2007. Inden længe vil mastodontklubben have taget en ny, stor mundfuld i retning mod vestlige standarder.

"De næste tre til fem år vil konsolideringerne tage fart. De ledende bryggerier vil nå op og stå for 80 pct. af den nationale produktion," siger He Yong.

Ejer over 50 pct. af bryggerierne


Og her vil Carlsberg som verdens fjerdestørste bryggeri ikke se sig forbigået. Tværtimod har ledelsen i Valby et erklæret mål om at vokse fra de andre, hvilket giver Kina hovedrollen.

Som konsekvens af den tilspidsede gigantkamp om de kinesiske forbrugere har Carlsberg skiftet strategi efter at have satset målrettet på produktion i Vestkina til nu at gå direkte efter opkøb af bryggerier i millionbyerne på østkysten.

Læs også:Carlsberg gør op med sin Kina-strategi

Opgørelsen fra CADA viser, at gruppen af store bryggeriers ølproduktion i årets første ni måneder oversteg 250 mio. hektoliter i Kina, hvilket svarer til en fremgang på 5,9 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Til sammen ejer de største ølproducenter i Kina 260 ud af de 455 bryggerier, svarende til 57 pct. Størst er de to kinesiske bryggerigrupper Snow og Tsingtao med henholdsvis 80 og 56 bryggerier i Kina, mens Carlsberg og AB Inbev begge har 40 bryggerier.

Satser på luksusøl


Carlsbergs direktør for Kina, Stephen Maher, ruster sig også til en fortsat konsolideringsbølge i Kina, hvor han og kollegaerne i de største spillere tromler hen over de små spillere. Han vil cementere et nationalt fodaftryk med sine stærkeste mærker fra vest til øst.

"Konsolideringerne giver mulighed for at øge indtjeningen - ikke gennem prisstigninger, men ved at bevæge sig op i premiumklasser. Man er nødt til at gå efter premiumøl for at lave penge i denne branche," siger Stephen Maher.

Og det har Carlsberg derfor gjort. Kina-chefen satser benhårdt på luksusøl i den dyreste klasse - som Tuborg og Kronenbourg - kaldet subpremium, hvilket er den hurtigst voksende og næststørste indtjeningskategori i Kinas ølbranche.

Carlsberg rangerer i dag som nummer fem i Kina målt på ølvolumen og har med et salg på 30 mio. hektoliter lang vej op til den ubestridte etter, Snow, der sælger over 100 mio. hektoliter.

Milliarder til opkøb


Belgisk-amerikanske AB Inbevs Budweiser holder Carlsberg på andenpladsen over udenlandske bryggerier, men det billede vil ændre sig, lyder det stålfast fra Carlsbergs lokale ledelse i Kina. Det danske bryggeri vil vinde slaget om Kina og spejder derfor med sine finansielle muskler op mod 30 mia. kr. efter opkøb i Riget i Midten.

De næste fem til ti år vil Kinas ølindustri stige stabilt, men ikke med fortidens tocifrede vækstrater, fortæller He Yong. Derfor vil intet kunne true Kina som verdens største ølmarked, hvor de 490 mio. hektoliter solgt sidste år udgør 25 pct. af verdens produktion og mere end dobbelt så meget som det næststørste marked, USA.

Læs også:Carlsberg-chef ruster sig til fremtidens slagmark

Internationale bryggerier som AB Inbev, Heineken, Asahi og Carlsberg har allerede lokale bryggerier i Kina, og i dag har næsten alle store bryggerier udenlandske investorer – blandt undtagelserne er Beijing-bryggeriet Yanjing.

"Det vil løfte industrien, at lokale kinesiske mærker blander sig med udenlandske," konstaterer den kinesiske alkoholindustrirepræsentant og giver Carlsberg et kontant råd.

"Carlsberg skal tænke som en national aktør i stedet for at tænke på at konkurrere i mindre områder," siger He Yong.

Vil erobre hele Kina


Og den opfordring har Carlsberg taget til sig. Det globale mål om at fordoble Carlsberg-brandet gælder også i Kina, og i maj lancerede bryggeriet Tuborg som et nationalt brand.

Carlsbergs marketingsdirektør for Asien, Graham Fewkes, kalder udrulningen af Tuborg en at de helt store satsninger.

"Vi har ikke råd til at have en fragmenteret portefølje uden stærke powerbrands. Det er fint med stærke regionale brands, men det handler for os om at opbygge nationale brands som i USA," siger Graham Fewkes.

Læs også:Tuborg vil indtage hele Kina

Den regionale Carlsberg-ejede øl Chongseng fra Chongqing-bryggeriet er ifølge den asiatiske ledelse også stærk nok til at rulle ud på nationalt plan.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis