ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg-chef ruster sig til fremtidens slagmark

Ambitionen er stålfast. Carlsberg skal blive det hurtigst voksende bryggeri i verden, og med et Vesteuropa på skrump og et udfordret Rusland er jagten på Asiens vilde vækstrater tydelig i Carlsberg, der står klar med opkøbsmilliarderne.

Opgaven er bøjet i neon for Carlsbergs direktør for Asien gennem de sidste tre år, Roy Bagattini.

Carlsbergs udmeldte vækstambition om at køre fra alle andre gør hans region – der tæller verdens største og hurtigst voksende ølmarked Kina – en nøglespiller.

"Carlsberg kan ikke blive det hurtigst voksende bryggeri, uden at vi vokser hurtigst i Asien. Så vi er nødt til at levere høj vækst," siger Roy Bagattini.

Opkøb en masse

Her er opkøb en effektiv vækstmotor, hvilket 2011-regnskabet afspejler. Opkøb leverede halvdelen af omsætningsfremgangen i Asien på 22 pct.

Med høj vækst mener Asien-chefen en overskudsgrad omkring 20 pct. og viser dermed også, at ud over at være i overhalingsbanen på toplinjen, skal ølsalget materialisere sig i en mere lønsom forretning end konkurrenternes.

I tredje kvartal var overskudsgraden 21 pct., mens årets samlede ind til videre lyder på 19,4 pct.

Udfordret af hård konkurrence

Men overskudsgraden bliver udfordret af andet end konkurrenterne, for jo større eksponeringen bliver mod større lande med lavere vækstrater end de eksplosive, mindre lande, jo mere bliver Carlsbergs overskudsgrad presset.

Roy Bagattini er også hurtig til at understrege, at Asien trods de gavmilde vækstrater er et marked med hård konkurrence, hvor verdens fire største bryggerier – Ab Inbev, SABMiller, Heineken og Carlsberg - har sat hinanden stævne.

"Asien bliver fremtidens slagmark for bryggerierne, hvis man vil være med i kampen om vækst. Asien er jagtet af mange bejlere, så vi er tvunget til at gå målrettet efter væksten og kæmpe for vores andele," siger Asien-direktøren.

Stort arsenal

Senest har Heineken haft 26 mia. kr. oppe af lommen for at købe Asia Pacific Breweries, der producerer Tiger.

Carlsberg har endnu ikke kastet sig over de helt store enkeltopkøb, men øget sine eksisterende aktieposter i asiatiske bryggerier, og den trend vil fortsætte.

Ifølge Roy Bagattini har Carlsberg et stort våbenarsenal i at kunne udvide sine ejerandele.

I dag udgør Asien kun 18 pct. af Carlsbergs samlede omsætning og 12 pct. af overskuddet, men blev alle minoritetsposter ændret til majoriteter - altså mindst 51 pct. af aktierne, der vil give bryggeriet fuld kontrol – vil Asien i stedet stå for 30 pct. af omsætningen i Carlsberg og 25 pct. af bundlinjen.

"Det vil give en mere sund balance i Carlsberg Gruppen," konstaterer Roy Bagattini.

Målet er at få kontrol over alle de bryggerier i regionen, Carlsberg er til stede i. Carlsberg klemte sig sidste år op på de afgørende 51 pct. i Lao Brewery i Laos og overtog helt Hue Brewery i Vietnam, mens Carlsberg for knap to uger siden købte yderligere 18 pct. af sit joint venture Chongqing Jianiang Brewery og ejer nu lige under 50 pct.

Dobbelt så dyrt

Men som tommelfingerregel tager det tre gange så lang tid, som forventet, at skabe sig en forretning og er dobbelt så dyrt som forventet, lyder det fra direktøren, flankeret af et skævt smil.

Dermed er der ikke lagt op til en pludselig forskydning mellem den gamle forretning i Vesteuropa og den nuværende vækstmotor i Østeuropa.

Både på omsætning og indtjening er Asien med henholdsvis 7 mia. kr. og små 1,4 mia. kr. efter årets første ni måneder stadig efternøleren i Carlsberg-familiens tre divisioner.

Men selvom Asien figurerer som én region i Carlsberg, så er det som marked et kludetæppe af lande og milliardbefolkninger.

Derfor er der ikke nogen mening i at snakke om en Asien-strategi, lyder det fra regionschefen. Temaerne er fælles, men markederne opfører sig vidt forskelligt.

Deles i to

Roy Bagattini opdeler Asien i udviklede markeder som Malaysia, Taiwan, Singapore og Hong Kong og så fremtidens vækstmarkeder Kina, Indien, Vietnam og Thailand.

"I de etablerede markeder handler det ikke så meget om volumenvækst, men om at optimere forretningen og lønsomheden. Indtjeningen skal bruges til at investere i vækstlandene, hvor det handler om at vokse sig stor så hurtigt som muligt, både ved volumenvækst og udbygning af kapacitet," siger Roy Bagattini.

Et af de spændende vækstlande på Carlsbergs liste er Myanmar, hvor bryggeriet står klar med en plan for sin ønskede entré.

Nummer fem

Carlsberg er nummer fem på det kinesiske marked med en andel på 4,9 pct. Men kigger man kun på de internationale spillere, er bryggeriet nummer to efter verdens største bryggerigruppe, AB Inbev, der har fået kineserne til at drikke Budweiser.

Asien følger den overordnede målsætning fra Valby om at fordoble salget af bryggeriets faderfigur, ølmærket Carlsberg.

Det er den asiatiske forretning for længst i gang med at hjælpe til med (væksten i årets første tre kvartaler er 25 pct.), og ifølge marketingsdirektør for Asien, Graham Fewkes, er Carlsberg allerede velkendt i hele regionen.

Han har i Laos, Nepal og Cambodia gode, ledende positioner at teste produkter på og har fornuftige fodaftryk i de store lande som Kina, Inden og Vietnam. Med især Kina og Indien som løftestang venter Graham Fewkes at hæve salgsvæksten fra 11 til 13 pct. de forestående år.

"Vi har en god toplinjevækst og er groet hurtigere end konkurrenterne siden 2009," konstaterer den kommercielle direktør.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis