ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Frokostbokse erstatter kantinen, rejser skal godkendes og håndsprit på alle etager: Sådan håndterer C25-virksomhederne corona

Håndsprit og vådservietter

har gjort deres indtog på kontorerne hos nogle af landets største virksomheder

Pandoras hovedkontor på Havneholmen i København. Arkiv: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pandoras hovedkontor på Havneholmen i København. Arkiv: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Over 200 coronasmittede patienter og mere end 800 mennesker i karantæne. Det er status i Danmark.

Den hastige spredning af lungevirussen smitter af på arbejdsgangene i erhvervslivet, hvor flere virksomheder har udstedt nye direktiver, som skal hjælpe med at begrænse smittefaren.

“Vi følger myndighedernes anvisninger, også i forhold til rejsevejledninger for vores ansatte. Vi anbefaler folk at blive hjemme, hvis nogen fra deres nærmeste familie er syge,” siger Kasper Elbjørn, pressechef i verdens fjerdestørste bryggeri, Carlsberg.

“I dagligdagen har vi mere fokus på hygiejne end normalt, både på vores bryggerier og kontorer. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at der er vådservietter og håndsprit på alle skrivebordene,” fortsætter han.

Dropper buffeten

Smykkevirksomheden Pandora har været nødsaget til at lukke en stribe butikker i både Kina og Italien pga. coronavirussen. Men også på hovedkontoret i København, hvor 500 ansatte har deres daglige gang, har sygdommen sat sit præg.

Her har medarbejderne fået forbud mod at rejse til højrisikoområder, mens rejser til andre lande skal være af en “forretningskritisk” natur, hvis de skal godkendes.

“Der skal være en rigtig god grund, hvis vores medarbejdere skal have lov til at rejse nogen steder hen. Det skal godkendes relativt højt oppe i organisationen,” fortæller pressechef i Pandora, Johan Melchior.

Han oplyser endvidere, at koncernen også har besluttet, at der ikke må afholdes fysiske møder med mere end 30 deltagere, ligesom den sædvanlige buffet i kantinen også er blevet droppet:

“Vi har indført et “grab-and-go-koncept”, hvor medarbejderne kan komme og hente en frokostboks. Så undgår vi at samle for mange mennesker på et sted, og så skal folk ikke røre de samme ting i forbindelse med buffeten.”

Ingen i Pandora er indtil videre blevet smittet med coronavirussen.

Begrænset effekt

Hos Coloplast, der har omkring 10 pct. af sin samlede produktion i Kina, har effekten indtil videre været begrænset. Her fortæller pressechef Lina Danstrup, at man har indført rejseforbud til de værst ramte lande, men at det ellers er business as usual.

“Vi er nogle af de kedelige indtil videre. Vi har stillet mere håndsprit op på alle vores lokationer og informeret medarbejderne om, hvordan de tager de bedste forholdsregler,” forklarer hun og uddyber:

“Vi informerer om, hvad man skal tænke over, hvis man rejser. Men vi er ikke kommet dertil, at vi lukker kantiner m.m. Sådan ser det ud nu, men situationen er dynamisk.”

Omvendt er situationen mere grel i transportindustrien. I sidste måned understregede Mærsks topchef, Søren Skou, at coronavirussen kommer til at påvirke forretningen meget negativt i februar og marts. I forbindelse med aflæggelsen af årsrapporten for 2019 sagde han desuden på et pressemøde, at han ville ønske, at det ikke var nødvendigt at komme med en guidance for 2020 lige nu pga. smittespredningen. I øjeblikket forventer Mærsk et driftsresultat (ebitda) på 5,5 mia. dollar – 300 mio. dollar ringere end resultatet sidste år.

Også speditørerne har været hårdt ramt, siden de kinesiske myndigheder i starten af året begyndte at lukke dele af landet ned. 24. februar skrev DSV Panalpina i et svar til Børsen, at dele af de i alt 3000 ansatte i Kina arbejdede hjemmefra. I samme ombæring betegnede koncernen situationen som “alvorlig”, men understregede, at det endnu var for tidligt at sætte tal på de økonomiske konsekvenser.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis