Lyset har været slukket, persiennerne trukket ned og fadølshanerne har samlet støv på landets mange barer, caféer og restauranter i snart to måneder.
Rigets politikere har med hjælpepakker holdt hånden under flertallet af udskænkningsstederne, der dog snapper efter vejret og den omsætning, der skal forlænge deres levetid.
“Vi skal støtte vores kunder maksimalt i forhold til, at de kan få så god en omsætning som mulig – især i begyndelsen efter genåbningen
Carsten Nørland, nordisk direktør i Royal Unibrew
For Carlsberg og Royal Unibrew har nedlukningen afskåret dem fra en væsentlig andel af deres samlede salg på det danske marked, og det er med en vis bekymring, at landets to største bryggerier har set på konsekvenserne for deres såkaldte on-trade kunder.
Derfor har begge bryggerier de seneste uger strikket koncepter sammen som skal støtte deres kunder, når øllen igen kan flyde fra fadølshanerne.
“Hjælpepakkerne har været uundværlige, mens alt har været lukket. Men når det åbner op igen, så er det jo forbrugerne, som har et ansvar for at komme tilbage til deres favoritsteder og redde dem. Det skal de gøre med pengepungen, og derfor tror vi, at forbrugerne gerne vil støtte op om initiativer, der gør, at barejerne sælger lidt mere til dem end normalt,” siger Carsten Nørland.
Han er nordisk direktør i Royal Unibrew og derfor ansvarlig for det danske marked, hvor selskabet ifølge ham har 5000 on-trade kunder.
Nyeste initiativ kalder bryggeriet for SammenSammen, der er et forsøg på at give et kickstart til de lokale udskænkningssteder, hvor fokus er på at styrke indtjeningen og skabe mersalg. Det skal ske, ved at Royal Unibrew stiller præmier og merchandise til rådighed for deres kunder, som kan benyttes til at afholde konkurrencer og dermed tjene mere end på blot salg af øl og vand.
pct. af omsætningen er væk hos danske barer og restauranter
“Det handler ikke så meget om at drive trafik til restauranter og barer. For når de åbner igen, så hungrer alle for at komme ud og genoptage det normale liv, hvor restauranter, caféer og barer er en vigtig del af det for mange mennesker. Det, der er brug for i vores øjne, er, at tænke i nye indtjeningsmuligheder for vores kunder. De mangler virkelig at tjene nogle penge,” siger han.
Coronavirussens brydergreb på branchen har været brutal.
Flere end 200 hoteller, caféer og restauranter har måttet dreje nøglen i perioden fra 1. april til 4. maj, og stemningen i branchen er tæt på modløshed.
“På restaurantdelen er faktum nu, at omsætningen er nede med 80 pct., og for hotellerne er det 90 pct. Så det er med andre ord rigtig, rigtig alvorligt. Vi er på en konkursstatistik, der er fire gange så høj som sædvanlig, og vi er det erhverv, som har sendt flest folk ud i arbejdsløshed,” fortæller Katia K. Østergaard.
Ifølge hende er det her en dyb krise for hele oplevelsesøkonomien, der kan trække ud i årevis.
“Vi regner med at vinke farvel til hele den internationale turisme i stort set resten af 2020. De står for over halvdelen af vores overnatninger på hotellerne og så går de også ud og spiser og handler. Dermed går vi glip af en omsætning de næste måneder på 38 mia. kr. på overnatning og bespisning,” siger hun.
Også Carlsberg Danmark bruger kræfter på at forberede sig til genåbningen og har i april lanceret konceptet; “Adopt a Keg” – eller på dansk: øl-for-øl. Konceptet går ud på, at de øl, som forbrugerne i dag køber i detailhandelen, kan de spare op til gratis fadøl, når Danmark igen åbner.
Adm. direktør for Carlsberg Danmark, Peter Haahr Nielsen har tidligere forklaret, at det handler om at støtte bryggeriets kunder og sikre, at forbrugerne kommer tilbage til caféerne og værtshusene, når samfundet åbner igen.
Royal Unibrew har i perioden med nedlukning af barer blandt andet afholdt virtuel ølsmagning, hvor de har samlet øl fra 20 forskellige mikrobryggere.
Selskabet har desuden lavet konceptet 3xwin, hvor barejere kan dele en kode med deres stamkunder, så de kan købe øl til fordelagtige priser direkte hos øldepoterne. Royal Unibrew donerer derefter gratis øl til baren, som kan sælge det med 100 pct. fortjeneste.
“Vi skal støtte vores kunder maksimalt i forhold til, at de kan få så god en omsætning som mulig – især i begyndelsen efter genåbningen. For det er svært at komme i gang igen efter sådan en periode,” siger Carsten Nørland.