(Opdateret med supplerende information om Biomar) Det store børsnoterede industrikonglomerat Schouw & Co. arbejder stadig med planer om børsnotering af sin allerstørste porteføljevirksomhed, fiskefoderkæmpen Biomar, der globalt er blandt de førende inden for sit felt.
En notering af Biomar vil, hvis den gennemføres, ske på Nasdaq-fondsbørsen i København. Biomar, som producerer og sælger foder til fiskeopdræt, er en af de hurtigst voksende dele af den globale fødevareindustri. Biomar, med hovedsæde i Aarhus, omsatte i tredje kvartal i år for lige under 5 mia. kr. og havde en driftsindtjening (ebit) på over 400 mio. kr.