ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Børsens nye tobaksfirma ruller godt ud i USA

Den organiske vækst i Scandinavian Tobacco Group (STG), der er ny på børsen, lander på knap 2 pct., mens bundlinjen dykker 10 mio. kr. i første kvartal.

Det er virksomhedens første regnskab efter børsnoteringen i februer. En god start, konkluderer adm. direktør Niels Frederiksen, der holder fast i forventningerne til hele 2016.

Omsætningen stiger til 1,499 mia. kr. mod 1,477 mia. kr. i første kvartal af 2015. Resultatet falder til 138 mio. kr. fra 148 mio. kr. i samme periode sidste år.

Selv lægger selskabet vægt på væksten i driftsresultatet (ebitda) på 4,1 pct. til 266 mio. kr.

Amerikanske håndrullede cigarer

"Vi er kommet godt fra start i 2016. Vores amerikanske forretning for håndrullede cigarer fortsætter de gode resultater, og vores omkostningsoptimerings- og effektiviseringsprogram forløber som planlagt. Det er meget tilfredsstillende, at vi kan rapportere vækst i nettoomsætning og EBITDA svarende til vores forventninger for 2016 og på mellemlangt sigt," siger han i en kommentar til regnskabet.

Det er de håndrullede cigarer og finskåren tobak, der trækker læsset med vækstrater på henholdsvis 14,4 pct. og 23,4 pct.

Størstedelen af STG’s omsætning fra håndrullede cigarer stammer fra USA og fra selskabets to
amerikanske virksomheder General Cigar og Cigars International.

Maskinfremstillede cigarer og pibetobak trækker i den anden retning med væksttab på henholdsvis -5,2 pct. og -2,6 pct.

Tobaksdirektiv skaber usikkerhed

STG har arbejdet på at implementere EU's nye tobaksdirektiv, som havde deadline 20. maj.

"Vi har forberedt os grundigt og har forsøgt at udnytte den nye lovgivning til at opnå en konkurrencemæssig fordel. Implementeringen af de nye regler i vores forretning har været besværliggjort af den sene indførelse af national lovgivning i EU's medlemslande. Vi mener, at vi har forberedt os godt på overgangen til de nye bestemmelser, men vi ved endnu ikke, hvordan den nye EU-lovgivning vil påvirke markedet," siger Niels Frederiksen.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis